Den danske cykelkultur er markant og velkendt – ikke mindst blandt os danskere. ”Det cyklende Danmark” indgår ofte i det billede vi glad viser frem for omverdenen.
Da Tour de France i sidste uge startede startede med tre danske etaper, ville vi igen formidle fortællingen om cykellandet Danmark til verdenspressen, med indlagte highlights som en kronprins, der fragter sine børn på en ladcykel, samt ”en af verdens mest befolkede cykelstrækninger” (Dronning Louises Bro).
Fortællingen er ikke bare et PR-stunt, der skal øge landets turist-indtægter. Vi tror selv på den, og de fleste danskere opfatter vistnok sig selv som ”cyklister”. De fleste af os er i stand til at holde balancen på to hjul, og almindeligvis disponerer vi over en cykel, vi kalder ’vores egen’ (selvom det ganske ofte er konens eller børnenes).
I den virkelige verden er det daglige cykleri i tilbagegang, udfordret af en voksende to-bils-kultur, samtidig med, at vi i voksende omfang ikke tør sende vore børn ale...
Artiklen kræver abonnement
Log ind hvis du allerede har en bruger, eller opret dig som bruger
og tegn et abonnement for at få adgang til hele artiklen.