Hallo! Der er åbent igen derude….

Indrømmet. Jeg har – som så ofte mange gange før – taget fejl i nogle af livets forhold. Jeg var overbevist om, at folk ville stå i kø i lange baner, når de blev lukket ud af Corona-boblens sociale åndenød og igen kunne tage for sig af alle retterne på kulturlivets mangfoldige hylder. Men nej. Både ud fra egne oplevelser og fra pålidelige rapporter fra venner og bekendte i miljøets mange brogede cirkler, så er den hidtidige erfaring entydig: Der er rigeligt med plads på spillestederne, der er langt mellem de besatte stole i biografernes fascinerende mørke, der er masser af afstand og frisk luft ved udendørs arrangementer, og museernes tælleapparater skriger ikke ligefrem på lindrende smøring. Det må være noget psykologisk, der spiller ind. Tør folk ikke tro på, at vi faktisk er ved at vende tilbage til (en ny) normaltilstand? At det er OK, at vi igen lægger mørtel ud til de mursten, der binder et samfund sammen på tværs af hverdagens trivialiteter – kulturen og kunsten? Som min mangeår...