Nu på lørdag 20. juni åbner kunstnergruppen Open deres sommerudstilling – i Løkken, i smedjen hos spisestedet Rartsted. Fra klokken 13 til 15.
Men ellers er der også åbent sommeren igennem fredag, lørdag og søndag kl. 13-16
Kunstnergruppen Open tæller tre - nemlig billedkunstnerne Janne Wollesen og Merete Byrial samt fotograf Stephen Freiheit. For et års tid siden gik de tre sammen om at skabe en udstilling på Kunstart20 i Saltum.
Udstillingen blev et tilløbsstykke, og de tre kunstnere fortsætter nu samarbejdet i Smedjen, Nørregade 17 i Løkken.
Sommeren igennem kan man se de tre kunstneres værker i form af maleri, fotografi, keramik m.v.
Som gæstekunstnere er glaspuster Leif Vange og billedhugger Bodil Dam også repræsenteret.
-Vi vil gerne være med til at vise nogle af de dygtige kunstnere, som bor og arbejder i Nordjylland.
- Smedjen er et oplagt sted at vise kunst, og vi ved, at mange danske og internationale turister lægger vejen forbi Løkken. De skal have mulighed for at opleve noget af den kvalitetskunst, som bliver skabt lokalt, siger Thomas Kurek
Thomas Kurek driver restaurant Rartsted sammen med Stephen Freiheit.
Stephen Freiheit er fotograf og billedkunstner og bosat i Vittrup. Han har tidligere udstillet på Charlottenborg, Galleri Christian Dam, Fotografisk Center, Vendsyssels Historiske Museum m.fl. Han arbejder med fotografi, kobbertryk og akryl.
Janne Wollesen er bosat i Saltum og er internationalt anerkendt billedkunstner med afgang fra Skolen for kunst og design i 1990, Hun maler med akryl og blæk, kul og kridt og hendes billeder er senest solgt til bl.a. Bundesregierung i Berlin.
Merete Byrial er bosat i Løkken og har baggrund i scenekunst, performance koreografi m.v. Hun kombinerer egne fotografier med akrylmaling og collage. Senest også keramik. I 2023 udstillede Merete Byrial på Atelier 228 i København, og samme år flyttede hun med sin familie til Løkken.