Glæden og lysets palet

Kunst - Per Kirkeby

Torsdag 13. november blev en længe, planlagt udstilling med Per Kirkeby (1938-2018) åbnet på Kunsten. Sikke en fest! 

Direktør på Kunsten Lasse Andersson, takkede især kollegaen Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana, for muligheden for at præsentere en samlet udstilling af de fleste af de to museers værker af Kirkeby, for første gang.

Desuden pointerede Andersson, Kirkebys særlige tilknytning til Nordjylland. Kirkeby havde sommerhus på Læsø og har i en årrække været med til at skabe arkitektur og kunst til Aars, således at hele byen emmer af Kirkebys åndedræt.

Tøjner fortsatte lovsyngelsen af Kirkebys enestående talent, især båret af et usædvanligt nærvær og følsomhed i relation til naturen, dertil en stor skabertrang og en undersøgende tilgang til kunsten.

Ikke ulig en forsker, som er mundet ud i en lang række fremfrembringelser ud over skulptur og maleri. 

Herunder lyrik, film, udgivelse af dagbogsnotater o.m.a. Desuden var Kirkeby uddannet geolog og rejste som sådan i flere år bl.a. omkring Grønland ligesom han var en del af Eks-skolen (1961-69) og de eksperimenterende kræfter på den danske kunstscene sammen med bl.a. Bjørn Nørgaard og Poul Gernes.

Et af udstillingens stærke værker, er ”Portugalien” som Kirkeby skabte på Læsø kort før udstillingen på Louisiana i anledning af dennes 70-års fødselsdag, og det var knapt tørt, da det blev udstillet.

Findes ”Portugalien”? Nej, det er en slet skjult reference til Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien”, som omhandler den fattige bonde, der ved det første møde med sin nyfødte datter, rammes i hjertet af kærlighed.

Men da datteren som ung og voksen løsriver sig fra ham, skaber han i sorgen over dette et fantasiland – Portugalien. Om der skal lægges selvbiografiske ledetråde ud til titlen, vides ikke, men uomgængeligt er det, at Kirkebys skilsmisse fra Vibeke Windeløv i 2002, endte i en depression og måske førte ham til en slags ”Portugalien”?

Også værkerne fra de unge år malet på masonit, fordi det var hvad økonomien tillod, blev præsenteret, og her blev Kirkebys fascination og inspiration af de amerikanske popkunstnere tydelige. Her ses en bil, geometriske mønstre og abstrakt landskabsmaleri i skøn forening.

”Bilbilleder” kaldte han serien fra 1964 med tydelig reference til Andy Warhols billeder med biluheld året efter dennes. Prikkerne er velsagtens en reference til Poul Gernes utallige prikker. Det abstrakte landskab synes at være det, der er blevet fastholdt i årene fremover.

Senere kastede Kirkeby sig over skulpturer i bronze. De synes at bære landskaber, klippeformationer og utallige porte i sig. Mørket bliver næsten altid brudt af en åbning, som en lysvej ud igennem mørket.

Udstillingen rummer en stor mængde skulpturer samlet på lave hvide plateauer, som skaber en spændende variation til de mange store vægmalerier. 

I udstillingsteksten står der: ”Kirkebys skulpturer følger to spor: Det, der ender i en figur af bronze, og det, der ender i en struktur af mursten. Begge spor er lige gamle hos ham […] Kirkebys værker er bevægelser mod noget, andre er standsninger”.

I slutningen af 90´erne skabte Kirkeby igen en serie malerier på masonit uden titel. På udstillingen ses fire kvadratiske malerier malet med en akromatisk, mat sort baggrund, hvorpå lysende elementer, som stjerner på himlen toner frem.

Rytmiske bevægelser som naturens egen musik. I det interview, som Poul Erik Tøjner lavede med Kirkeby i 2008, fortæller han netop om sit arbejde med at undgå det dekorative.

Når det skete, malede han det over, for netop at lade naturens rene form- og farvesprog få det sidste ord.

Udstillingens mest ikoniske værk med det, der ligner et gult parasolskelet i venstre side, bliver stående på nethinden som et vidnesbyrd om Kirkebys særegne talent og evne til at formidle skønhed på en uovertruffen måde.

At ferniseringen skulle blive så stort et tilløbsstykke, kom bag på mig, men jo mere jeg betragtede billederne, jo mere forstod jeg hvorfor. Gult er glædens og lysets palet.