Tvivlerens kirkerum

- Hvem er tvivleren?

Kan jeg høre læseren udbryde. Rolig nu. Tvivleren skal nok komme til orde. Men først skal vi indenfor.

Det er godt nok kæmpestort ved første øjekast. Det nye fugesvagsramte hospital, som det ligger der i majsolen. En imponerende kæmpestor bygning, der i 2026 skal være klar til at tage sig af sygdomsramte nordjyder.

Men vi er her ikke, fordi vi har helbredsproblemer. I dag bliver Bjørn Nørgaards kirkerum til en kostpris på 18,5 millioner kroner nemlig for første gang præsenteret og muligt at se.

Indenfor leder en udlagt rød fiberløber frem til kirkerummet. Her venter gæster og biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, kunstneren selv og såmænd også en af de store fondsgivere, Karin Salling, på, at den officielle reception går i gang.

Skydedørene står åben ind til rummet, og førstehåndsindtrykket er betagende. En stor glasmosaik på endevæggen, lyssat bagfra og med farverige, delvis genkendelige motiver. Moses med de ti bud til venstre, Forklarelsen på bjerget er vist midt i og til højre Bjergprædiken.

Ovenover æggebakkekuplet loft i guld, som en tilgivende himmel, mens trægulvet ligger smukt mønstret i ædeltræ.

Her også et lille alter og en døbefont. Men den kirke- og troskyndige vil bemærke, at de to alterlys ikke er tændt. Det bliver de først engang i 2026, når hospitalsbyggeriet står endeligt færdigt og kirkerummet bliver endelig indviet.

Fru Salling er snart i fortrolig samtale med kunstner Bjørn Nørgaard, mens de indbudte forsyner sig med rose- eller hvidvin, inden biskop Reinholdt via mikroport tager ordet som den første.

Om kvinderne som påskemorgen gik til Jesus grav og ikke fandt, hvad de søgte efter. Jesus var der ikke, men opstanden.

- Vores liv og verden er større, end vi selv gør den til. Der er altid mere at søge. Livet lukker sig ikke, siger biskop Thomas Reinholdt.

Roser kunstneren siddende der på første række for at løst opgaven imponerende

Retter en tak til de fire provstier i Aalborg stift, Salling Fondene, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som har finansieret kirkerum.

Kirkerummet er ikke ”bare en tom skal”, men bygget over de fem ”bjerge fra Biblen - Sinai, Bjergprædiken, Forklarelsen, Golgata og Oliebjerget.

Så bliver det kunstnerens tur til at præsentere sit værk, totalinstallationen, der blev færdiggjort i oktober 2024, men siden har været lukket.

Nørgaard taler hæst afdæmpet men også indtrængende om sit værk. Kalder sig selv for en ”lidet troende kunstner”, mens han undrer sig over, at vi i dag, opfører stadig større byggerier for ikke at dø. Mens de gamle ægyptere byggede de største – pyramiderne – for dem, der var døde.

- Jesus talte i lignelser. Talte i billeder. Billeder kan vi afkode, der kan ligge mange indsigter i billeder. Modsat sproget, hvor en sætning godt kan være sand som sætning,  men usand i sin beskrivelse af virkeligheden, siger Bjørn Nørgaard.

Advarer mod allegoritmerne, de asociale medier, der hugger med arme og ben, og faren for at måle menneskelivet med den samme målestok, som videnskaben bruger.

Efter ham er der endnu et par takketaler. Hvor regionsformand Mads Duedahl og sygeplejefaglig direktør Søren Hjortshøj, Aalborg Universitetshospital, på skift har ordet, inden der bliver budt på venlig tag-selv til buffetten, med kaffe og kage.

Vi får kunstneren trukket lidt til side for en supplerende snak. Hvordan nu – var du heroppe og se det, da du fik opgaven?

- Jeg fik bare målene på rummet, højde-længde-bredde. Og indsendte så mit forslag i konkurrence med de fire, som bød ind.

Hvad ville du så med rummet, da du vandt opgaven?

- Jeg er jo en håbefuld tvivler. Kraftig inspireret af byzantinsk kunst.

- På det gamle kommunehospital i København lå operationsstuen over porten, og over operationsbordet lå kirkerummet. Så gik det galt med operationen, var Guds hus lige ovenover.

- Det har også inspireret. Kirkerummet forener kristendom, jødedom og det byzantinske – når du lukker skydedørene bliver det nærmest en synagoge. Det er et kulturhistorisk hele – og det er dejligt at se det færdigt.

- Kirkerummet er et sted, hvor den enkelte kan gå ind i en anden verden, hvor kunsten og det religiøse rum, giver den enkelte mulighed for at befrie sig selv i ånd og håb.

Siger den ”håbefulde tvivler”, som han kalder sig selv. Kunstneren Bjørn Nørgaard.

Nu står rummet der. Klar til at blive brugt. Til mindre kirkelige handlinger, dåb, nadver og personlig refleksion. Men også klar til slå dørene op for større gudstjenester og musikarrangementer.

Men først i 2026.

Foto: Lars Horn