Værings livserfarne sange

Tone of Voice Orchestra: “Running from the Devil”

Jeg kan huske Trinelise Væring, da hun begyndte som hvidvinskølig jazzsangerinde. Fiks iklædt det man dengang kaldte en cocktailkjole, som smøg sig tæt. Med en elegant ”jazzklassisk” vokal.

Siden debuten i jazzstil er der sket meget med både hende og hendes liv. Hun sprang ud som oprørsk kvindepolitisk sangskriver med albummet ”Umanerlig” (2010). Med sangtitlerne malet ganske nydeligt på egen nøgen hud.

En kunstner i sin egen ret, som har levet og taget, hvad der nu kommer, når man gør det. Og brugt sin livserfaring, det søde og det bitre, til at skabe et ganske unikt personligt sangskriverunivers.

I de senere år har hun udover egne udgivelser først og fremmest gjort sig bemærket i det store kvindesangsdominerede orkester ”Tone of Voice Orchestra”

Fire smukke kvindestemmer inclusive Trinelises suppleret med saxofon, violin, drejelire, sækkepibe, kontrabas og percussion. I alt 10 musikere, som kan deres kram.

Det nye album – nummer 2 - ”Running from The Devil” - er en frydefuld opvisning i musik, som ikke er bange for at blande pop, jazz, folk, verdensmusik og hvad ved jeg.

Det åbner med den rasktrommende ”Tourist at God’s Mercy”, en sang om at være på rejse. En slags turist i eget liv på Guds nåde, uden helt at kunne forstå, hvad meningen egentlig er med dette liv fyldt med billige souvenirs og t-shirts, som beviser, at jeg var der.

Men var jeg også til stede. Som mig selv. .

Efterfulgt af det hypnotiske titelnummer ”Running from The Devil”, om hvordan det nu er, når selvtilliden pludselig krakeler, og du føler dig ganske lillebitte og usikker på dig selv. 

Spillet i et nærmest hypnotisk, men også fængende tempo. Med swingende violin, som selv afdøde violin-virtuos Svend Asmussen ville nikke anerkendende til. Dristige vokalkor og tværfløjte.

Så går der mere skotsk klingende toner i nummeret ”Coming up for Air”, mens der går Fanø-hopsa-hopsa i de fint spundne ”Belly Up” (Fisken ligger på hviden strand).

Det er fornemt spillet og afvekslende iderig og kompliceret, men også fængende musik, som hele tiden overrasker og bevæger. Med numre folketraditionelle som ”Dans om Efteråret”, vokalkakofoniske ”Dominoes” og banjoklimtende ”We owe it to the Planet”.

10 numre afviklet på små 40 minutter og med en sand perle i bunden af albummets sætliste.

”Hymn (Lived and Learned)”- stille indtrængende om at erkende sine egne fejl, sejre og glæder og det modsatte - et modent punktum for et dybt tilfredsstillende album.

Gid dog nogen i det nordjyske havde kvindemod til at hyre dette ganske anderledes orkester – tidligere har Halkær Kro satset og haft dem på programmet. Men hvad med Huset eller intimsalen i Musikkens Hus?

Det kan da ikke passe, at vi heroppe skal snydes, når orkesteret drager på turné i det nye år.

Foto: Pr og Lars Mørch