Blandet bolsjepose

Renay

***

Bullhorn

*****

Big Creek Slim & Li’l Dawnette Band

****

Det blev en lang hed dag på Toldbod Plads med god gang i dansegulvet, rigtig fede, fede musikalske oplevelser og så en decideret lydkatastrofe til sidst. Men herom mere senere.

Sen eftermiddag eller tidlig aften, om du vil, lagde sanger og guitarist Renay Nielsen ud med sine håndgangne mænd med egne engelsk-tekstede kompositioner på Blå Scene.

”Soulet, funky og varm autentisk”, lød anbefalingen i festivalens program. Og blev i øvrigt sammenlignet med Stevie Wonder.

Renay har en stor, kraftfuld stemme, men nogen Stevie er han ikke.

”Now I’m sorry, no reason to worry”, synger manden på scenen, og hele fire medlemmer af bandet har mikrofon, så de kan synge kor bagved.

”Did You Love Me” hedder et af numrene, en kærlighedsballade, der passer godt til Renay.

Faktisk er han og bandet bedst, når de går ned i tempo. Hørt fra bænkene foran scenen er han mere en shouter, end en egentlig nuanceret sanger.

Sangforedraget kommer i længden til at lyde ensformigt, og det ville ikke skade ham eller os andre med noget professionel stemmetræning,

Bandet bagved spiller tempofyldt, men det er mere ovre i disco-pop stilen end egentlig fed dansefunk. Her er ikke noget stort melodisk materiale..

Det er mest up-tempo rytmisk baseret. Med plads til keyboardsolo i det panfløjte høje register.

-If you want to see the rainbow, you gotta love the rain, synger Renay. Det er og bliver pop mere end funk og soul, selv om der også bliver plads til et cover af Beatles-klassikeren ”Come Together”.

En strøtanke. Festivalen burde måske i bookingprocessen blive mere stringente og skarpe på, at det er jazz og blues, man satser på. Hvor bliver den nordjyske jazz af? Hvorfor er de ikke med på den Blå Scene?

Den nye og ukendte jazz fra miljøet omkring konservatoriet, eller saxofonist Uffe Markussens kvartet og Nordkraft Big Band. Der er masser af god lokal jazz at tage af og præsentere for et større publikum.

Og så til noget – ”completly different”, som de sagde i komedieserien Monthy Python – det ni-mand store australske Bullhorn indtog scenen med en ganske usædvanlig besætning.

To trompeter, to trækbasuner, en sousafon – du ved, den som kan spille dyb bas, to saxofoner, en trommeslager og ikke mindst ”the man himself” sanger Roman MC.

Og nej, han var ikke sanger, men rapper.. Fuldfedt swingende, rablende deruad – hey Denmark, we are the sound of Bullhorn. De hopper og danser på scenen med en energi på Duracell-kanin niveau og får sat glad fut i fejemøget..

Roman MC styrer løjerne med viftende hænder, overdreven mimik og fuld kontrol på, hvornår der er plads til en solo fra enten sax, trompet eller trækbasun, mens trommeslageren holder takten midt i det polyrytmiske kaos. Uimodståeligt gyngende og svedigt befriende er det.

Det er musik, som kan få det til at rykke i selv stive danske hofter. Her bliver også plads til improviseret freestyle over ordet ”flower”, som en dansende kvinde oppe foran råber som inspiration.

”God action” hedder et numre, og handler om at holde fast i sammenholdet og ikke lade sig snyde. Når du er stille, ved du, hvad der er godt for dig. Og det er det, du skal vælge og gøre.

Vi fik såmænd også en protesterende klimasang – its going hot on the outside

Det er ikke, fordi jeg altid forstod, hvad MC rablede af sig. Men sikke en fest, han og blæserne skabte sammen med publikum.

Omkring kl. 21.30 var det så tid for fredagens slutkoncert - Big Creek Slim & Li’l Dawnette Band. Fumlefingrede lydfolk forsinkede koncertstarten med et kvarters tid, men værre var, at slutresultatet var en elendig lyd.

Høj og skarp, og det var umuligt at høre guitaristen Big Creeks vokal – altså rent faktisk at høre, hvad han sang, skønt han har en både oceandyb og mørk stemme. Lydbilledet var sært blikagtigt og metallisk og det blev det ved med at være.

Du kunne høre ordene i ”Who Do You Love” og ”Low Down Blues” hvis du gik helt op foran, men ellers var det umuligt.

Big Creeks musikalske og private partner, sangerinden Li’l Dawnette indtog scenen med sædvanlig energi i sin farverige kjole, og gav den fuld gas i ”Houserockin’ Mama”.

Også hendes stemme var sært metallisk og uden de dybder og nuancer, vi havde hørt aftenen før på Abzalon.

Men bandet med den solide svenske rytmegruppe Fahleryd, Fenderbas, Ingvarsson, trommer og Peter Nande, mundharpe, gav ikke op, men kæmpede sig til en arbejdssejr.

Trompet og sax fra Bullhorn sluttede sig til på ”Bad Kind of Woman” og der kom mere og mere gang i dansegulvet oppe foran scenen.

Med bl.a. ”That’s Allright Mama”, og gud-hjælpe-mig om Dawnette ikke også på et tidspunkt fik smidt et par lyserøde herre-underbukser op på scenen, som tak for indsatsen.

”Shake Your Hips, Baby” fik også en trækbasun, igen fra Bullhorn, med på scenen, I et ganske forrygende samspil med Nandes mundharpe.

Pyh, ha da – sikke en fest i vellyd, vi kunne have fået. Med berigende, musikalske nuancer og Dawnettes formidable stemme helt fremme i lydbilledet.

Men desværre. Det her var katastrofal dårlig lyd.

Foto: Lars Mørch.

Blå Festival, 2026

Blå scene, Toldbod Plads, fredag

Renay, Bullhorn, Big Creek Slim & Li’l Dawnette Band