Miriam Mandipira & Soul Family
*****
Bluesjam, Abzalon
****
Den Blå Festivals sidste dag bød på en vejrforandring, der ville noget. En strid, kold vestenvind sænkede temperaturen fra de 30 grader til næsten det halve, og på Toldbod Plads havde de forudseende fundet dynejakke og strikketrøje frem.
Det forhindrede dog ikke afrikansk fødte Miriam Mandipira med band i at få givet humøret en ordentlig omgang soul-lak på Toldbod Plads. Og det var lige det, vi havde brug for – varme og nærvær.
På guitar lagde Martin Stender ud med et fængende groove i åbningsnummeret ”Somethings Gotta”
Fint støttet af keyboard, trommer og bas, inden Miriam kom på scenen med et soulet veloplagt fuldtonet - oh, oh, oh – lagde op til en ganske betagende koncert.
Soulfamily med Stender, guitar, Søren Skov, keys, Thomas Fog, bas og Sten Rasmussen, trommer, kører som en velsmurt enhed bag sangerinden.
Og allerede i første nummer kunne jeg iagttage benene på den lokale trommeslager Henrik Vardinghus bevægende sig rytmisk anerkendende.
Mandipira og co. står for moderne soul-pop med afstikker til hendes hjemland Zimbabwe og selvfølgelig den uopslidelige blues-musik. Det er tæt og organisk, og i elegantieren Martin Stender har gruppen et guitar-es, der både han spille sofistikeret, men også slå sig løs et befriende rock-riff.
Men det er Miriams fuldtonede stemme, som for alvor betager og vælter os bagover.
Som i nummeret ”Give a Little Loving”, hvor hun ubesværet skifter mellem mørk dyb og lys vokal – repræsenterende mand og kvinde i sangens tekst.
Inden guitar og keys tager over og lægger op til hinanden i dynamisk udveksling.
Det er stilsikkert og smooth, men kan også godt blive ”dirty” blues’et i ”I Just Wanna Make Love To You”. Eller afrikansk betagende i nummeret ”Ndiwe”.
Miriam kan det hele, synge dybt og mørkt, højt og lyst, growle og være rå. Registeret er imponerende, og hun trækker igennem med stemmen, som et tungt lastet godstog på vej der i natten under stjernehimlen i Mississippi.
Her var flere stjernestunder. I balladen ”This Is My Life” tog hun også helt op under skyerne, mere afrikansk folklore i ”Chiso Chako”, inden der blev sat gang i dansegulvet foran scenen med en fuldtonet rockende ”Blame Me”.
Ekstranummeret ”Zviri Mumoyo” rundede af for en times overbevisende rundvisning i Mandipiras helt specielle musikalske univers. Hende gad vi godt høre igen – også på Blå Scene.
Blæsten fik hurtigt tyndet ud i publikum på pladsen efter koncerten, så turen gik til jam på spillestedet Abzalon, hvor guitaristerne Delanie Pickering, Johnny Burgins, sangerinden Dawnette med rytmegruppe kastede sig ud i den traditionelle bluesmusiks klassikere´.
Stedet var stuvende fuldt, som det skal være i en svedig juke-joint, humøret højt, og dansegulvet tætpakket til numre som ”Sweet Home Chicago”, ”Shake Your Moneymaker” med bl.a. svenske Gustav Almstedt på hulkende mundharpe.
Her blev på skift taget og lagt op til solo, inden sangerinden Dawnette kom til, styrede og effektiv piskede stemningen et par grader yderligere op.
"Rollin and Tumblin", hvad vil dit blueshjerte mere.
En smuk afslutning på årets Blå..
Foto: Lars Mørch
Blå Festival, lørdag
Miriam Mandipira & Soul Family, Toldbod Plads
Chicago Blues All Stars, Abzalon.
Svenske Gustav Almstedt - saftig mundharpe til jam på Abzalon. Foto: Lars Mørch
Martin Stender, guitar - en tjekket elegantier. Foto: Lars Mørch
Lars Kortbæk styrede jamsession og egen bas lige kompetent på Abzalon. Foto: Lars Mørch