To blues-kvinder

Blå Festival, torsdag

Delanie Pickering, The Wharf

***

Blues Jam med Dawnette Fessey

*****

Den Blå Festivals officielle åbningsdag kom til at stå i kvindernes tegn. Og det var slet ikke så skidt.

Torsdag eftermiddag stiller den amerikanske guitarist og sanger Delanie Pickering op i en driftssikker udgave på The Wharf. Nemlig sig selv som one-woman band med tromme, bjælde på højre fod og bevæbnet med en halvakustisk, dobrolignende guitar.

Med kæk kasket ligner hun en gadedreng optaget til en Charles Dickens-film i sort-hvid, som de lavede dem i Hollywood i det forrige århundrede.

Hun åbner også denne eftermiddag på det propfyldte værtshus med en uopslidelig bluesklassiker ”Person to Person”. Med en tekst i denne stil – ”don’t send me no letters, stay away from the telephone, I need you person to person, bring your lips back home to me”.

Den selvlærte bluesguitarist gør det nydeligt uden at på nogen måde at være epokegørende. Groovet kører med fingerspil, og slidestålet glidende på strengene. 

- Is the sound all right, udbrøder hun efter først nummer. Og det er den jo, og vi er næsetæt intimt til stede. Så går det videre med blues-standards og egne fortolkninger, og her er ikke mange rolige øjeblikke.

Stemmen vrænger og vrider vokalerne, sådan som det nu engang skal være, når du er amerikaner. Det er svært hyggelig hyggeblues. Og de mange tilrejsende norske bluesfans har i hvert fald ikke svært ved at finde tid til at pludre løs, mens Pickering spiller sine numre.

Fulde af bluesen’s standardfraser om ”the pretty baby, always by my side”. Ind i mellem bliver det for slow i betroelsestempo.

Så er det godt at ”Rollin’ and Tumblin”, først indspillet i 1929, senere gjort populær i Muddy Waters version fra 1950, kan fange værtshusets fulde opmærksomhed. 

Solidt håndværk var det – selv om den fodbjælde blev en kende ensformig i længden – men ikke en musikalsk oplevelse, der på nogen måde var uforglemmelig.

Aftenen bød på blues jam på snedkerværksteds-spillestedet Abzalon med Dawnette Fessey. Og hvad gemmer sig så bag den kortfattede tekst?

Jo, såmænd selveste Big Creek Slim, altså danske Marc Rune, guitar, sammen med sin musikalske partner, den britiske sangerinde med kælenavnet Li’l Dawnette. Hun har en stemme, der kan få en vingeklædt engel til at spidse øren og synger samtidigt råt og upoleret, når det handler om mere syndige emner.

Bag sig havde de to et par garvede herrer fra den svenske bluesscene, Mikael Fahleryd, bas, og Jim Ingvarsson, trommer. Se det blev en fest.

Big Creek og bandet åbnede med en instrumental bluesrundgang, kørende op og ned i tempo, mens de lige fandt ind til og fandt hinanden i groovet. Så indtog Dawnette scenen.

Med stort krøllet hår, klip-klapper og en farverig kjole, som selv den mest outrerede modeskaber ikke havde fantasi til at forestille sig.

Og så den stemme – den har jordskælvsagtige styrke som soulens salige Aretha Franklin. Samtidig er Fessey et livsstykke af en kvinde, der insisterer på, at vi også skal have en fest.

Med alt det bluesen rummer, sorger og glæder, elskov og svigt, når tingene går rigtigt godt, men også om at finde trøst netop i blues, når alt går galt. 

Lommen er tom, den elskede forsvundet, og du ved ikke hvad du skal stille op med dig selv i denne forbandede verden.

Ubesværet blev vi ført rundt i bluesverdenens store katalog – for old school ”Shake Your Moneymaker” til mere nutidige numre som ”Take It Slow” – en saftig sag om, hvor vigtigt det var, at vi mænd nu tog også god tid, når vi elsker med en kvinde. For sådan kan hun faktisk bedst lide det.

Det gjorde det bestemt heller ikke ringere, når hun og Big Creek på skift tog vokalen og sang duet sammen i B. B. Kings ”Rock Me Baby” – ”rock me baby, honey, rock me all night long, I want you to rock me baby, till my back ain't got no bones.

En times glødende blues blev det med plads til Howlin’ Wolfs ”Evil” og afslutningsnummeret ”All Night Long” Hvad er der mere at sige – det var råt, håndholdt, lige på, livfuldt og bevægende, ekstra ordinært og bare godt.

Se, nu tror du sikkert, at festen så var forbi. Men dæleme om vi ikke også fik en forrygende jam – først med et par unge drenge, 14 og 15 år, der stillede op med et par Johnny Cash-numre, bl.a. ”Walk The Line” og fik et velfortjent, hjerteligt bifald.

Som Abzalons ejer Michael Koch udbrød:

- 14 og 15 år. I den alder havde jeg først lige lært at børste tænder!

Så tog aftenens jambands med forskellige lokale guitarister over under ledelse af jamvært Lasse Boman, selv på guitar, og med Big Creek på keyboard, mens Dawnette tog sig af vokalen. Trommer og bas på skift varetaget af den svenske rytmegruppe og lokale – og ja, der var også en enkelt norsk gæst med på bas.

I en spiritual som ”You Got To Move” – du ved – “you may be high, you may be low, you may be rich, child, you may be poor, but when the Lord gets ready, you got to move”.

Fessey som et vokalt kraftcenter midt i løjerne og på skift udfordrende solisterne i ”call and response” duel – ”show me what you got and can”. Forrygende!

Men også “Love Me With a Feeling” og igen ”Rollin’ and Tumblin”, i en udgave, der nær havde sat ild i det gamle plankegulv på spillestedet.

Blæst bagover på den gode måde, blev vi – af eksplosiv, spirituel blues.

Foto: Lars Mørch

Blå Festival, torsdag.

Delanie Pickering, The Wharf

Blues Jam med Dawnette Fessey

Ps: Big Creek og Dawnette Fessey er at høre på Blå Scene, Toldbod Plads. I aften, fredag. I samme konstellation, men tilføjet Peter Nande, mundharpe.