Skip to main content
Musikpris

Klaverstemmerens havemøbelpris

Nordkraft Big Band modtager Klaverstemmernes Musikpris på 25.000 kr, og prisen bliver overrakt ved en åben koncert i Folkekirkens Hus, fredag 22. maj, klokken 19.30. I pausen bliver bigbandet hædret med prisen og i øvrigt fejret med bobler og chokolade.

- Det er en stor glæde at kunne tildele årets pris til Nordkraft Big Band. Med deres originale fortolkninger og internationale samarbejde har de markeret sig som et af Danmarks førende big bands og har for alvor sat fokus på Aalborg, siger klaverstemmer Finn Møller.

Egentlig skulle klaverstemmer Finn Møller have nye havemøbler, da han fyldte 70 år 2. maj i 2017.Nordkraft Bigband a.jpg

Gennem årene har den høje klaverstemmer støttet unge talentfulde musikere ved at stillet sin forretning til rådighed for koncerter, stemt instrumenter uden beregning og i øvrigt støttet det musiske vækstlag i det nordjyske.

Så kæresten og datteren Mette ville det anderledes. Og i stedet for nyt havemøblement at slænge sig i, blev der samlet ind til det, der i dag er Klaverstemmerens Musikpris. Uddelt første gang i 2018.

Sponsorater og indbetalinger gør, at prisen hvert år uddeler 25.000 kr. til unge talenter, ildsjæle eller kulturinstitutioner, der bidrager til et aktivt musikliv i det nordjyske.

Årets prismodtager Nordkraft Big Band er kendt for originale fortolkninger og nye værker i samarbejde med markante danske og internationale musikere og er en central aktør i udviklingen af den danske jazzscene.Nordkraft Bigband b.jpg

Nordkraft Big Band har også opnået international anerkendelse. Senest gennem samarbejdet med den amerikanske saxofonist og komponist Remy Le Boeuf, som har været tilknyttet som chefdirigent siden 2023.

Og tidligere gennem et flerårigt samarbejde med den amerikanske bassist, komponist og bigbandleder John Clayton.

Bigbandet har udgivet flere album. Herunder det seneste ”Silent Course”, hvor chefdirigent Remy Le Boeuf blev nomineret til to Grammy’er og modtog en.

Klaverstemmerens Musikpris har gennem de sidste ni år uddelt over 200.000 kr. til musikere og ildsjæle i Nordjylland.

Tidligere modtager af prisen tæller: Ginne Marker (2018), guitarist Casper Hejlesen (2019), korleder Liv Lund Poulsen (2020), guitarist Mads Jensen (2021), cellist Marie Tranholm-Bjerg (2022) dirigent Johanne Grønkjær Lorenzen (2023), organist Ebbe Michelsen  (2024), Jazzcenteret, Center for Dansk Jazzhistorie (CDJ) (2025).