Jazzcenterets daglige leder og evigt sponsorsøgende ankermand, Tore Mortensen, blev lørdag eftermiddag, 3. maj, hædret med Klaverstemmerens Musikpris på 25.000 kr.
Selvfølgelig på institutionens vegne.
Overrækkelsen fandt sted i den gamle rådhussal i Nørresundby, hvor der foruden taler også var gjort plads til korsang, en kvartet med bl.a. tidligere prismodtager Liv Lund Poulsen.
Samt en til lejligheden sammensat jazzgruppe med bl.a. tenorsaxofonisten Uffe Markussen, som spillede en times tid.
- Vi burde egentlig havde holdt en kæmpefest som tak for prisen. Også for at sige tak til de mange frivillige, som sørger for at Jazzcenteret trives og har det godt, siger Tore Mortensen, daglig leder, Jazzcenteret
- Om penge bliver øremærket til noget specielt? Nej, de kommer til at indgå i den daglige drift. Internet, varme, strøm, al det, der skal til, for at holde os i gang.
Tidligere har Klaverstemmerens Musikpris, indstiftet i sin tid i anledning af klaverstemmer Finn Møllers 70 års fødselsdag, gået målrettet mod at støtte lokale nordjyske talenter. Unge up-coming talenter fra vækstlaget.
Men nu er fundatsen udvidet og ændret til også at kunne støtte ildsjæle og kulturinstitutioner i musikmiljøet. Men stadig med det hovedformål at understøtte musiklivet i Nordjylland.
Valget af Center for Dansk Jazzhistorie er derfor ganske passende. Jazzcenteret fungerer nemlig både som nationalt dansk jazzarkiv og informationscenter, men giver samtidig som spillested rum for jazzmusikere.
Med plads til både nye lokale talenter, men også danske og udenlandske musikere. En vigtig medspiller i det nordjyske musikliv, hvor jazzmiljøet i Aalborg er centrum for opblomstring og fornyelse.
Tidligere modtager af prisen tæller:
Ginne Marker (2018), guitarist Casper Hejlesen (2019), korleder Liv Lund Poulsen (2020), guitarist Mads Jensen (2021), cellist Marie Tranholm-Bjerg (2022) dirigent Johanne Grønkjær Lorenzen (2023) og organist Ebbe Michelsen (2024).
Den officielle titel Center for Dansk Jazzhistorie (CDJ) er et levn fra dengang Jazzcentret var et forskningscenter under Hum. Fak, Aalborg Universitet.
De sidste 10 år har Jazzcentret eksisteret, som en selvejende institution drevet udelukkende af frivillige. Med Tore Mortensen som daglig, ulønnet, men dedikeret leder.
Foto: Carsten Baumann
.

