Aalborg Guitarfestival
Judicael Perroy, Pascual Guitar Duo, onsdag, Klosterkirken
Guy Hirschberger, Luciano Pompilio, torsdag, Sankt Markus Kirke
Medens 80 guitarister fra hele verden denne uge mødes til masterclasses, kurser, symposier mv., tilbyder Aalborg Internationale Guitarfestival det brede publikum en del koncerter med guitaren i centrum.
Onsdag skete det i Klosterkirken, som er et skønt rum. Ikke blot emmer det af fortid og historie, men akustik, intimitet og æstetik i denne oase midt i byen er den perfekte ramme om kunst på højt niveau, herunder musik.
En ægte virtuos er ikke bare hurtig på fingrene, men mestrer også det kunstneriske udtryk. Arrangør Finn Svit kaldte den franske guitarist Judicael Perroy "én af de store mestre i sin generation", og det fik vi sandelig bevis for.
Der var ingen tekniske problemer, ikke en eneste hørlig fejl, og man følte sig sikker i hans hænder. Dertil det musikalske.
Jeg har sjældent hørt Bachs berømte suiter spillet med så stor inderlighed og indsigt. Hver eneste tone stod lysende klart. Måske inspireret af Bach-fortolkeren over alle: Glenn Gould. Perroy redegjorde dygtigt for de mange lag i Bach, og det gik ikke mindre godt med musik af Guiliani og Mertz.
Perroy er en meget stor guitarist.
Før pausen spillede den spanske (far og søn) Pascual Guitar Duo 14 småsatser under overskriften Danzas de Seducción - "Forførelsesdanse", men det var der ikke megen forførelse ved.

De havde vanskeligt ved samspillet som forekom sjusket, især i hurtige satser, og alt i alt virkede deres optræden lidt ligegyldig og overflødig. Her løber Perroy med de fem stjerner.
Torsdag var festivalen tilbage i Sankt Markus Kirke også med en dobbeltkoncert. Her gjaldt det israelske Guy Hirschberger og italieneren Luciano Pompilio.
Førstnævnte var én af vinderne i guitarkonkurrencen 2024, og Pompilio blev udnævnt til "én af Italiens bedste guitarister". De to var mere dristige i deres programvalg, end vi hørte onsdag.
Således var 5 ud af de 9 værker nutidige - så mangler vi bare det store danske repertoire for guitar, men ellers kom vi kloden rundt - fra Syd- og Nordamerika over Korea og til Europa. Bach var der ligesom onsdag, og han skrev faktisk ikke ét eneste værk for guitar.
Hirschberger virkede en smule diskret og distant både i sin optræden. Og i musikken. Da han havde valgt værker, der undertiden nærmede sig det uhørlige, måtte oplevelsen bistås af akustikken og et disciplineret publikum. Hans meget smukke tone trængte efterhånden igennem til det pænt store antal tilhørere.
Pompilio viste, at guitarkoryfæet Segovia havde ret, da han sagde, at "guitaren er et orkester". Pompilio nåede utroligt meget med sine ti fingre og seks strenge, og i flere værker hørte man samtidigt melodi, akkompagnement og større harmoniske tiltag, og også hos ham en meget poetisk tone.
Igen i år er det lykkedes at skaffe ikke blot kommende kunstnere, men også toppen af det mere etablerede lag. Det er virkeligt imponerende.
Foto: Lars Mørch
Program
- Klosterkirken, onsdag
- Musik af Dowland, Bach, de Falla, Rodrigo, Granados m.fl.
- Medvirkende: Pascual Guitar Duo
- Judicael Perroy, guitar
- Markuskirken, torsdag
- Musik af Weiss, Pasieczny, Coste, Regondi m.fl.
- Medvirkende: Guy Hirschberger, guitar
- Luciano Pompilio, guitar.
- Festivalen byder på flere koncerter til og med søndag.
- Se www.aalborgguitarfestival.com