Tysk på amerikansk

Koncert -  Ellington, Bernstein og Weil  

”Amerikansk sæsonafslutning” kaldte Aalborg Symfoniorkester sin afsluttende sæsonkoncert og det var noget af en tilsnigelse. Ganske vist var første afdeling ultra-amerikansk – musik af Ellington og Bernstein – men koncertens hovedværk var alt andet.

Det drejede sig om ét af makkerparret Bertolt Brecht/Kurt Weill sceniske værker ”De syv dødssynder” fra skæbneåret 1933, skabt på bestilling, da Brecht og Weill var i eksil i Paris.

Det er et af deres mere kryptiske værker, en slags psykologisk drama, hvor ophavsmændenes velkendte kritik af kapitalismen mere er en undertone end direkte udtrykt som i f.eks. ”Laser og Pjalter” og ”Mahagonny” fra 1920érne der blev varemærker for Brecht/Weill.

Musikken og hele opsætningen er umiskendeligt Weill’sk. Den er en blanding af kabaret, jazz, populærkultur og klassisk i hans karakteristiske tonesprog.

Brecht leverer subtil satire, som desværre ikke rigtigt nåede ud torsdag; man burde have tekstet forestillingen som man ofte gør med opera. I øvrigt opførtes dødssynderne på engelsk.

Dramatisk udgør ballet et sjovt match til den weillske satire.

Et umage par kunne man mene, men netop opgøret med materialisme, det eksklusive og kun de få forundt, gør ballet til et virkningsfuldt udtryk i sammenhængen.

Scenografien var enkel – i virkeligheden kun en lille sofagruppe, for musikhusets scene har jo ikke de store dimensioner.

Forestillingen var glimrende castet med den tjekkiske mezzosopran Bella Adamova, den brasilianske danser Jess Gardolin og de fire mandlige sangere, der udgør koret, i librettoen kaldet ”familien”.

De optrådte alle med stor indlevelse og indsigt i et musikalsk univers, der indimellem kan lyde let tilgængeligt, men faktisk er vanskeligt at realisere succesfyldt.

Akkompagnementet var naturligvis lagt i hænderne på Aalborg Symfoniorkester og dets chefdirigent – amerikanske – Joshua Weilerstein, og deres indsats var som forventet lydefr,i men dog ikke uden volumen.

Jeg har undertiden svært ved at forstå amerikanske Weilersteins programsammensætning – også selvom han introducerer musikken og finder sammenhænge, som man ikke umiddelbart ser.

Man kunne sagtens have droppet Ellington og Bernstein og i stedet fulgt Weill/Brecht-sporet op f.eks. med musik af Hanns Eisler, der arbejdede i samme stil (og sammen med Brecht).

Men han endte ikke sine dage i USA som Weill, så lidt amerikansk er der dog over det. Som Weilerstein kækt bemærkede: ”Det er dén slags, jeg gerne vil eksportere fra USA”

Med en slet skjult hentydning til dagens uorden overthere, som vakte jubel i salen. Og med det blev symfoniorkestret sendt på sommerferie – på amerikansk.

Foto: Evanthore Vestergaard

Koncert, Musikkens Hus, torsdag