Ferrari-rock på kaoskurs

Koncert - Howe Gelb & The Desoto Caucus

At høre The Desoto Caucus er lidt som at sætte startnøglen i en toptunet Ferrari. Du ved, at der ligger masser af hestekræfter, der under den brummende motorhjelm ... Det spændende er, hvad de bliver brugt til. Og det kan du aldrig rigtig vide.

Den her mandag aften på Kaosfabrikken i Løkken var annonceret i den amerikanske ørkenrocker Howe Gelbs navn, 68 år gammel, danner af gruppen Giant Sand, men det var danske Caucus, der lagde ud.

Og sikke et åbningsnummer, ”Skills”. Ægte americana. Spillet skramlet og støvet, men også i et sejt, sugende tempo.

Bandet tæller Anders Pedersen, vokal, guitar, synth, Nikolaj Heyman, vokal, guitar, keys, Peter Dombernowsky, trommer, percussion og Thøger Lund, elbas.

Og de kan deres håndværk, Tætte og smidigt spillede trommer, præcis dybfølt bas og så er der de to guitar-esser, Anders og Nikolaj, som på hver deres måde supplerer hinanden. I vokalduet og i samspil nærmest som siamesiske tvillinger. 

Og så pludselig kan Heyman slippe keyboardets tangenter – som han gjorde her – for at eksplodere på sin halvakustiske røde Gibson. Raketsøgende mod stjernerne.

Sådan fortsatte første sæt med plads både til afdæmpet, melankolsk balladestemning i ”Off Ramp Rodeo”, den elegant swingende ”Moon Palace”, med Anders på slide og i vokalduet med Nikolaj, og med endnu en fræsende rå, men samtidig inderlig solo fra hans strenge.

”Feel Free” sangindledt af Nikolaj, skælvende inderlig og desillusioneret, om at vælge den ultimative frihed med alt, hvad det så kan indebære.

”Free forever free at last/Free to go down slow/ free to make it fast/Go ahead now just feel free/Oh you tell me/I'm as free as a man can be”.

At turde det stille og skæve, og så pludselig trykke gaspedalen helt i bund. Det er det Caucus kan og gør så godt. Åbne for og klar til improvisation og lyttende leg.

Selv det hårdeste stenhjerte må da smelte, når ”Gone In The Morning” skælvende skildrer afskeden med den elskede, som man(d) har mødt for første og sikkert sidste gang.

Det er nogle dejlige legekammerater Gelb har valgt til sin efterårsturne.

De danske musikere har spillet og været backing for Gelb i mange år og forskellige sammenhænge-. bl.a. på den britiske Glaston Festival, og efter ølpausen, var det så Gelbs tur til at indtage scenen. Alene blot med en akustisk guitar, der lige skulle finstemmes.

Gelb synger med en stemme fuld af betroelser og vigtige livserfaringer. På en gang tørt konstaterende, men samtidig med underspillet humor. Som han advarende sagde:

- Sange er lige som bønner, når du spiller dem aften efter aften, risikerer du at få det, de handler om. 

Efter indledningsnummeret sluttede bandet sig til og langsomt blev aftenens næste halvanden time uafbrudt musik bygget op. Langsomt, tilbagelænet og med masser af plads til guitar og keyboards.

Det er en rig bagkatalog Gelb suger fra. Voldsom elektrisk rockmusik med rødder solidt sugende fra country’n’western.

Hvis du var i tvivl, kunne du bare kigge på mandens truckerkasket med påskriften Tuscon, Arizona. Det var her Howe Gelb dannede Giant Sand i 1979, da han var 23 år gammel.

Gelb skrev musikkens musik og tekster og er en stor fan og beundrer af Dylan og Neil Young, men har samtidig skabt sit eget skæve, eksperimenterende sangunivers.

Det kan virke skitseagtigt, sine steder nærmest løst og søgende, men samtidig kan den få for fuld rockskrue, så du tænker både Lou Reed og Youngs Crazy Horse-band.

Fra det vuggende og huggende i ” Wolfy” til det vildt rovdyrsnerrende i ” Harrenstance”. Gelb og Heymann sammen er en voldsom oplevelse, nede over 12-bånd på guitarer kan de to få dommedagskaos til at bryde løs.

Føj, hvor var det godt.

- Det er længe siden vi har spillet sammen, så det kan godt blive en lang aften, grinede Anders Pedersen på et tidspunkt.

Det havde vi dæleme heller ikke noget imod.

Gelb arbejder konsekvent uden en fastlagt sætliste, improviserer ofte og lader øjeblikket bestemme, hvad han nu skal spille. Det giver et nærvær og en nerve, du savner i al den omhyggeligt aftalte mainstreamrock, som ellers dominerer musikscenen. 

Og søreme om vi ikke også fik lov at opleve Gelbs 23-årige Aarhus-datter i duet med farmand. Hun synger med en smuk, ren lys stemme, der klædte farmands mørktonede. ”Come on home, you don’t have to be alone”.

Det var fuldblods rock. Sine steder let sommefuglesvævende og melankolsk, men samtidig også betagende, heftigt rockende. Gelb og Caucus kan det hele.

Så det var ganske passende, da den amerikanske erosionsrocker Howe efter ekstranummer og den stående publikumsapplaus udbrød:

- God bless chaos!

Foto: Lars Mørch