Skip to main content
Koncert/jazz

Intenst og frydefuldt

Koncert - Mathias Heise & Pelle von Bülow

Mundharpe og guitar i intim leg. Ekvilibristisk? Ja. Men også udsøgt smagfuld musikskaben.

Center for Dansk Jazzhistorie var tætproppet med et forventningsfuldt, småsnakkende publikum, over 60 var vi, da duoen Mathias Heise (kromatisk mundharpe) og Pelle von Bülow (guitar) indtog scenen.

Foran fotografierne med alle jazzens store, Miles Davis, Coltrane og Johnny Hodges.

Med en tyst og stille guitarintro åbnede nummeret ”Beatice”, inden Heise sluttede sig til på mundharpe, og de to sammen udforskede nummeret. Hele tiden med respekt for melodiens skønhed.

KONCERT  Heisse Bülow (1)Smukt som en svale, der svinger sig ubesværet op under en blå sommerhimmel. Frydefuld vingefri.

Utroligt at det kan komme så meget kompliceret vellyd ud af en mundharpe. Blot ved at suge og blæse både skabe enkelttoner, men også akkorder med tunge og læber.

Heise er jo i særklasse en mester på det lille instrument. Han kan både improvisere som en fuldblods saxofonist, men også ligge understøttende bag Bülow. Der såmænd er solist på samme høje niveau.

Første sæt formede sig både humorpræget og dedikeret. Heise fik på et tidspunkt spurgt, om alle i lokalet forstod og talte dansk, og da det ikke var tilfældet introducerede han numrene på et robust engelsk. Ganske meget i stil med makkerparret Jacob Haugaard/Finn Nørbygaard i deres velmagtsdage.KONCERT  Heisse Bülow

Det gav lattermildhed på de tætpakkede stolerækker. Ikke mindst da Bülow i en indskydende bemærkning fik oplyst, at Heise ”is at very famous guy”.

Inden vi fik belgiske Toots Thielmans klassiker ”Bluesette”. Duoen magter ubesværet det ekvilibristiske, nærmest tungebrækkende svære, men fokus er ikke på teknik, men at forløse den melodiske skønhed på sympatisk uhøjtidelig maner.

Pat Metheny-nummeret ” Always and Forever” blev foldet ud, også af Heise på drømmende keyboard, blidt som en forårsvind, understøttet af Bülow på klingende spansk guitar, men der var også plads til Stevie Wonders ”Overjoyed”, inden vi på kvindernes internationale kampdag meget passsende sluttede af med Heise’s hyldest til sin egen mor ”Para Mi Madre”.

Efter en kvarter lang pause fortsatte vi med musicalmelodien ”One Day I’ll Fly Away”. Spillet med ro og eftertænksomhed. Her er tid nok, og det bliver meditativt og lægende. Som at få et tiltrængt plaster på et asfaltskrabet knæ.

Duoen kan noget særligt, når de holder sig til og udforsker det umiddelbart genkendelige i det melodiske materiale. Men her blev også plads til en skæv humoristisk tolkning af Frank Sinatras og Antonio Carlos Jobims ”Change Partners”.KONCERT  Heisse Bülow (3)

Sunget – surprise! – af Bülow, og med Heise understøttende på centerets Bøsendorfer-flygel. Inden andet sæt satte punktum med en elegant ”My Favorite Things”. Det kaldte på et ekstranummer, og det fik vi i form af Heises egen ”Velas”

Det kan virke næsten lidt upassende at satse sådan på holdbar skønhed og tage sig tid til at folde det ud i disse mørke, uroplagede tider.

Men det var rent ud vederkvægende at slippe verdensbekymringerne i et par timer. Vederkvægende. Et gammelt ord, som vist ikke bliver brugt så meget mere.

På en gang levende, forfriskende og lindrende.

Foto: PR og arkiv

Mathias Heise & Pelle von Bülow, lørdag aften, 8. marts

Jazzcenteret, Kjellerups Torv 1, Aalborg

  • Sætliste:
  • Første: Beatrice, Bud Powell, Bluesette, Always and Forever, Overjoyed, Para Mi Madre.
  • Andet: One Day I’ll Fly Away, Trust Me, Besame Mucho, Change Partners, My Favorite Things. X-tra: Velas.