En-øjet elegance

Koncert -One-Eyed Mule

De ville festen, og de fik den i den grad. Til sidst.

Bandet One-Eyed Mule følte sig svært tilpas denne lørdag aften, hvor et godt proppet Abzalon med et forventningsfuldt spillestedspublikum lagde fundamentet for en solid omgang americana.

Altså den der form for musik som suger kraft og næring fra hele den amerikanske rytmiske musik. Du ved folk, blues, rock, ragtime, blue grass, og hvad det nu alt sammen hedder.

Bandet med forsanger og guitarist Rasmus Dall – ja, du kender ham godt fra Folkeklubben – lagde ud med den stilfærdige ”Hello Morning Rag”. Delikat på akustisk, mens Rune Højmark sendte klare, krystalklingende enkelttoner ind i akkompagnementet på pedal steel.

Herudover tæller bandet medkomponist Uffe Ipsen, kontrabas og elektrisk bas, sav og trommeslager Christian Rindorf. Det swinger ubesværet, som en sort gibbon abe i junglens trætoppe. Der, som du ved. kan springe 12 meter i et frydefuldt hop.

Så kommer der mere rockfut i næste nummer ”Waiting for The River to Flow”, hurtigt efterfulgt af ”Winters Gone” fra gruppens seneste og syvende album ”Lovesongs and New Routes”.

Højmark kommer med på halvakustisk guitar, og han er en mand, der snildt forstår at placere fingrene godt nede over tolvte bånd, og i et ekvilibristisk modspil med Dall virkelig kan få tingene ud over scenekanten.

Det er tæt og tilbagelænet på den gode måde uden at blive slasket og slapt. ”Do You Know? (I Love You)” følger – igen et nyt nummer, lavmælt, en anelse poppet. 

Men sådan er bandet - og her skal roses – ikke bange for modigt at veksle mellem det afdæmpede, deciderede ballader, og det mere umiddelbart fængende råkantede, blues og rockfarvede.

”To wake with a winged heart” er sammen med “The Future looks Bright” et af flere gode numre fra den nye plade, og du er ikke et sekund i tvivl om, at bandet åbenlyst nyder at spille sammen. Gør hvad de kan og lidt til for, at både vi og de får en fest.

Dall er en både trænet og veloplagt underholdende fortællende tovholder, og det giver også musikken lidt ekstra, når der bliver føjet en krøllet historie til. Hvordan han i en nattedrøm diskuterede musikalske forbilleder med forsanger Liam Gallagher fra Oasis, og halvt bevidstløs fik nynnet en melodistump ind på sin mobil.

Det blev så til ”The joker og the blessed”, igen fornemt forløst i tæt samspil, inden første sæt rundede af ”If I could only do it” og ”Come Down Like a Woman”, Igen med frydefuldt lokkende Højmark-guitar – vekslende mellem det delikate slidespil og uhæmmede hyænehyl.

Der var nærmest dømt veloplagt hjemmebane for den en-øjede elegance, og i andet sæt blev skabet da også sat solidt på plads. Rasmus Dall var nede blandt publikum for at få os til at synge med, og på et tidspunkt røg det meste af det siddende publikum op på dansegulvet for at slå sig løs i et muntert countrybal.

Vi fik perlen ”When Tomorrow Comes”, efterfulgt af den selvransagende erkendelse i ”More Donovan Than Dylan” efterfulgt af følsomt savspil på ”September Sigh”.

Hvilket i øvrigt ikke stoppede Dall i at vrænge vredt, veloplagt og konfronterende i bedste Dylan-stil på ”If Yoy Keep Searching”

Og gud-hjælpe-mig om bandet ikke også selv rykkede ud på dansegulvet og spillede akustisk omgivet af publikum, blot med stortromme, kontrabas og to akustiske guitar.

Hvad mere behøver du egentlig for at få en fest ud af det?

Vi blev opfordret til at sende ønsker op til bandet, og på den måde sluttede aftenen af den smukt gyngende ”Move With You to the Country”, et løfte afgivet af Dall til sin hustru og deres børn, da storbylejligheden begyndte at blive for lille til for alvor at kunne rumme familien.

Så – One-Eyed Mule kæmpede for festen, og de fik den vel fortjent til sidst.

Foto: Lars Mørch

One-Eyed Mule, lørdag aften. 21. februar, spillestedet Abzalon, Aalborg.