Stiløvelser og sprudlende legelyst

Sara Oschlag Kvartet

***

Stefan Pasborg Trio

*****                 

Det var to bands så forskellige som dag og nat, der indtog Klitgården på Tversted Jazzy Days næstsidste aften.

En britisk kvartet med den danskfødte sangerinde Sara Oschlag i vokal front. Swingende standardjazz sådan som traditionen foreskriver. Nydeligt uden at være prangende. Og så den vildt eksperimenterende trommeslager Stefan Pasborgs evigt chancetagende og sprudlende legelystne trio.

Men først til Sara, som åbnede sit sæt med ”East of the Sun”. Hun synger med en lys og ren stemme, sikker frasering, skolet og nydelig. 

Akkompagnementet bagved er trygt, profft og støt. Det fejler ikke noget.

I Halfdan Rasmussens antikrigsepos ”Noget om Helte” får vi prøver på Oschlags klare og tydelige sangforedrag, så du rent faktisk kan høre og forstå ordene i verslinjerne.

Det er jazz forankret trygt og måske også for stift og dybt i traditionen. Sangerinde præsenterer det melodiske tema vokalt, hvorefter pianist, bas og eventuelt trommeslager på skift tager en solo og over nogle kor endevender nummeret rytmisk.

Det får nemt præg af fortidig stiløvelse. Også hvis der ikke for alvor bliver taget nogen chancer. Det var dygtigt spillet og så egentlig ikke mere.

Nu er denne anmelder heller ikke den store fan af scatsang - du ved, når sangerinden kaster sig ud i endeløs, ordløs improvisation.

Det kan blive for meget maner, uden nærvær og glød.

Sara havde også sat tekst på nogle af sine forbilleders numre, blandt andet et af Horace Silver, som i ny form var navngivet ”Summer in Central Park”. 

Igen nydeligt og tydeligt sunget i det høje lyse, og på tekstsiden poesibogsagtig om at ligge lykkelig på den grønne plæne med storbyens pulserende rytme i det fjerne.

Vi fik ballader, up-tempo numre – især til sidst i sættet, men det ramte aldrig for alvor og fangede ikke med pulserende, overbevisende nærvær.

Så kom der eddermame andre kødboller i jazzsuppen, da Stefan Pasborg og hans håndgangne legekammerater, Carsten Dahl, flygel og percussion, Frederik Lundin, sax, åbnede deres afdeling.

Med Stefan på hvirvlende køller. Cymbales, bækkener og trommesæt. Rullende og tordenvejrsagtigt. 

Syret indledt, mens Carsten selv slog på flyglets strenge eller fingerknipsende fik det til at lyde som en kæmpe æggedeler. Fis og ballade, befriende udogmatisk og humørfyldt. 

For så at gå i regndråbeagtigt enkelttoner på flyglet, inden det langsomt finder ro og puls og nærvær.

Lundin kommer indover på tenorsax med en dyb og saftig tone, der hænger som en blodrød, mystisk måne over Mississippi floden. Inden de alle tre finder sammen i et saftigt groove.

Her er ingen plads til høflighedsjazz, men så begynder det at blive rigtigt vildt og ronkedorhylende. Det er vild leg på børnebyggepladsen, hvor der bliver smidt med søm, skruer, hammer og brædder. Over stok og sten går det, men trommeslager Pasborg holder det hele sammen med et tæt, hårdt og utroligt dynamisk drive.

Carsten skifter flyglets sort-hvide tangentmuligheder ud med tamburin og raslebøsse, mens Lundin lægger tværfløjte ind over, og pludselig er vi junglens urskovshede, inden der kommer sax på og det igen bliver rigtig vildt.

Pyh, og så fik vi da lidt at hænge rutsjeturen op på, da Pasborg forklarede, at vi lige havde hørt musik af Dahl, Lundin, Stravinskij, Ellington og Ornette Coleman. Det anede mig nok!

Så blev det tid for den tyske freejazz trombonist Albert Mangeldorffs nummer ” Zores Mores” – med masser af stopkor og brølende tenorsax. Det kan ikke blive vildt nok, og hvis det bliver lidt for vildt, gør det ikke noget. Det er lyst og spil for livet i dødelig alvor.

Endelig rundede vi af med en fornem hyldest til den afdøde jazztrommeslager Alex Riel, hvor Stefan spillede sammen og mod en samplet version af Riels første pladeoptagne solo.

”In Another Way” kaldte Stefan sit nummer, hvor han bankede sorg, savn og smerte ud på bækken, tamtam og cymbale.

Inden vi fik Riels favoritsang, den irske ”Danny Boy”, svøbt i tårevædet sax og afsluttende med Carl Nielsens ”Den milde dag er lys og lang”. Her blev spillet med følelserne uden på tøjet, og det gør ikke noget, når du tør og vil bevæge og røre os.

Det gjorde de tre!

Inden Dahls komposition ”The Beauty of Sadness”, roligt, rolig og tyst spillet som vemodigt ekstranummer med flygel og sax i sammenflettet duet og elegant whiskersspil.

Foto: Lars Mørch

Tversted Jazzy Days, koncert, Klitgården, fredag 17. oktober

Sara Oschlag Kvartet, Steffan Pasborg Trio.