Dyngvåd Emmylou og andet godt

Emmylou Harris

*****

Gentleman Circle

*****

Annika Aakjær

****

Nej, selvfølgelig blev Emmylou Harris, hovednavnet og countrystjernen ikke druknet i den massive regn, som skyllede ned over pladsen foran Open Air. Små tre kvarter efter koncertstart.

Med det gjorde vi andre. Min regnvåde blok ligger foran mig, mens jeg skriver dette. Slemt krøllet og i fordoblet fugtig størrelse, som dokumentation.

Præcis kl. 21.45 gik den 78-årige sangskriver, guitarist på scenen med sit band. Keys, el-guitar, trommer, bas og en mandolinspiller, der også kunne spille violin.

- I’m standing by the river. Here I am. Here I am. Why won’t you look at me?

Stemmen holder. Støtter af en smuk organisk bandlyd, og det er muligt at høre sangteksterne ord.

Men stemmen er også blevet svagere. Sprukken. Ind i mellem taber Emmylou luft, mangler det i sit sangforedrag og kan ikke synge igennem. Det gør den mere skælvende, men også bevægende.

Du kan frygte, at det her mere bliver en koncert, du så kan vinge af og sige, jeg var der.  I 2026. Men at det mere formede sig som en dokumentation af hendes mangeårige glorværdige karriere.

Men lige så stille kommer der andre boller på countrysuppen, så vi får stadig flere musikalske godkendte sange fra ”the red dirt girl”. 

Bandet ligger stabilt, stensikkert og autentisk bagved. Keyboardspilleren, som også spiller trækharmonika, synger følsomme støttekor, og Emmylou selv introducerer sangene underspillet og fortæller om sit arbejde med stjerner som Willie Nelsson og Merle Haggard.

Midt i sorgkvadet om en drukneulykke, ”never svim the river again”, er stemmen ved at være varmet godt op, Emmylou synger mere frit og sikkert, og så kommer de første regndråber, som uønsket akkompagnement, kl. 22.12.

Snart står det ned, som hvis du stod under bruseren derhjemme, og selv om der bliver spillet up-tempo høstbalsagtigt, efterfulgt af den rent ud bevægende Jesse- James historie, er vi nødt til at søge ly. Sætte kurs hjemover.

Da jeg vender mig om, er den tusindtallige skare bag mig forsvundet og kun enkelte dyngvåde tilhørere traver svuppende mod udgangen, mens en trofast skare foran scenen holder ud.

Emmylou, vi hørte dig og takker taknemmeligt, men var for gennemblødte til at høre dig færdig. Undskyld os. Mens Emmylou og band kæmper videre på scenen. Stærkt!

Nå, men tidligere på dagen under teltdugen i Telt 1, gik fem guitarbevæbnede gentlemen på scenen. Canadiske Daniel Lanois i selskab med amerikanske Aaron Lee Tasjan, Erik Koskinen, Leon Majcen og svenske Jesper Lindell.

Gentlemens Circle er altid garant for hygge og nærvær, når artisterne på skift spiller et nummer, fortæller baggrundshistorien, og når det er bedst også elv at byder ind og spille med på hinandens numre. Som ekstra krydderiSved s

Sådan en uforglemmelig eftermiddag blev denne årgang 2026.

- I’m just your ordinary fool, sang Koskinen, som første mand til at tage teten i rundcirklen. Stærkt guitarspil, god drævende amerikansk stemme.

Inden Leon Majcen fulgte op med historien om en ven med ”troubles”, som kom på besøg med en flaske mescal. Da flasken var tømt, var problemerne løst og en sang skrevet.

Svenske Lindell sang ”Life Is God”, inden Aaron Lee Tasjan i heftigt rablende tempo sat fut i teltet med ”This Love is the dangerous kind”, Koskinen understøttende, og til sidst Lanois tilføjet et lille afsluttende crescendo på sin højtelskede pedal steel.

Inden han selv stod for tur og kastede sig ud i ”Oh Louise,  I’m loosing my head” med tordenstemme. Og bagefter en lille filsofisk belæring fra den snart 75-årige canadier – det er det, en sang er, boy meets girl, fall in love, get children, get divorced, a whole life, a film inside your head, to og et halvt minut.

Herefter Koskinen med en nærmest Nick Cave-agtig mørk familiehistorie med hor, drab og mord, inden Majcen fulgte op med ”Walking Down The Street”

Lindells tur, hvorefter Aaron Lee Tasjan fortalte om sit første spillejob på en bar med et kvindelig tilhører, måske en protistueret, sidst i 70-erne, som kastede sig ud i vild boogie and jive dans og bagefter debutkoncerten takkede varmt for musikken.

Stod udenfor baren under en lygtepæl, rygende en rød Marlboro, inden hun blev samlet op af motorcyklist, drønende derfra bagpå. 

- Hvis ikke det kalder på at blive til en countrysang.

Og så fik vi ”In The Memphis Rain” med Lanois følsomt tilføjende pedal steel. Canadieren løfter og forgylder ubesværet alt, hvad han rører ved instrumentalt. Sådan fortsatte vi rundt i cirklen, inden en sand stjernestund med Tasjan – hans nummer ”12 bars”, som han påstod ikke var en blues.

Det var det, om de mange og forskellige barer, han havde drukket i og samtidig en improviseret talking blues agtig historie – flettende Dylans klassikeren ”the answer my friend is blowing in the wind" – om til "the answer my friend is on the internet” Og drop dog det skidt, gå barfodet i parken, find dig en ny kæreste og slå dig løs her på Tønder Festival.

Overvældende publikumsjubel fra teltet.

Og såmænd ikke om også Tasjan kækt fik Lanois på banen med en magtfuld solo på guitar – med et ”go ahead, Daddy”

-That one is a hard done to follow, lød det bagefter fra Lanois. Inden han sang sin ”Sad Eyes”.

Selvfølgelig skulle også netop afdøde Dolly Parton. død for tre dagen siden, også mindes, ogdet  blev hun i en nedbarberet, stilfærdig version af hendes klassiker ”Jolene”. Du ved – please don’t take my man, just because you can.

Med  Koskinen i vokal front, hele holdet spillende bagved, pedalstell og hele teltet syngende med i fælleskor på refrainet. Stjernestund.

Nordjysk fødte Annika Aakjær var næste på eftermiddagsprogrammet på den nye intimscene ”Æ Skovscene”. Med plads til 300. Under drypende træer og med fugtig flis spredt i skovbunden, fik vi fine prøver på Aakjærs skarpe, men også underspillet Hausgaard-agtige humoristiske sangskriveri.

Altid personligt erfaret og oplevet, vidtfavnende præcis. Et nummer er en viderebygning på Helmigs – det er mig der står herude og banker på. Men hvem er hun på den anden side af døren? 

Det bliver til nummeret ”Idiot”.

Men også om at gå til spændende møder med pladeselskabet med klogehovederne, der syntes, at Annika måske skulle skifte hårfarve, skrive nogle andre numre eller måske helt holde op med at skrive sange. 

Ord, som giver mange hits kunne også være en vej. Så hvorfor ikke flette ”pik og patter” ind i sangen ”Pop (Himlen over København)”

Annika får os til at grine, men kalder også på eftertænksomheden i sin beskrivelse af sin fars død på Sygehus Syd i Aalborg. Med faster Karen og Berit ved sygelejet. Men ”Dejlig er jorden”?

Det er da en julesang, Men nej, siger fastrene, den kan også bruges til at synge den døde ud. 2 stemmer mod en, nemlig Annikas.

Jamen. Så skal vi også gå rundt om ham. Ligesom når det er juleaften. Og det gjorde de så, ifølge Annika. Sangen hedder ”Jeg ved” og er både øm og skånselsløs i sin skildring af den skråsikre, bedrevidende far.

Der ikke var klar til at tage herfra, men heller ikke var klar til at blive far, da Annika kom til verden.

Det er uforfærdet, personligt bundet sangskriveri, også i sin skildring af stedpapfar Monk i ”Skulder ved Skulder”, som lærte Annika at cykle og holde af Beatles.

Hun er ikke sån at hyle ud, og da en overstyret violin og voldsomt forstærket vokal fra Open Air scenen er lige ved at drukne hendes optræden kommer det lynhurtigt:

- Ærgerligt at man ikke kunne derop at spille!

En barberbladsskarp sang om at blive svigtet af en troløs kæreste bliver fulgt op med ordene:

- Der skal en særlig lav begavelse til, når man forråder én, der skriver sange.

Og så var det bare at vente på Emmylou, der skulle på Open Air om aftenen.

Men det har du jo allerede læst om.

Foto: Helle Andersen