Hausgaard og amerikanerne

Niels Hausgaard, afsked

Erik Koskinen med trio, Open Air

*****

Aaron Lee Tasjan solo, Open Air

*****

Efter sit talkshow på front porch mødte vi sangskriveren Niels Hausgaard backstage. Der lige omkring middagstid. Det var tid at sige farvel efter små 50 år som uundværligt musikalsk kromosom. Det molekyle, der rummer en del af eller hele arvemassen i en organisme.

Historien går, at da Maria Theessink blev kunstnerisk leder i 2014, overvejede Hausgaard, om det ikke også var på tide, at han stoppede. Altså blev væk fra Tønder.

Maria fik ham overtalt til at blive ved, og det har vi – festivalgæsterne og Tønder været glade for. Mens venskabet mellem Theessink og Hausgaard er groet. Men Hausgaard, der fylder 82 i morgen, 31. august, synes, at nu må hans tid på Tønder være forbi.

Musikere som Signe Svendsen. Sara Indrio, Poul og Lis, management og andre gode folk og venner var mødt op til en lille uformel afskedsreception. Her var hjemmebagt kagemand – Lis havde bagt - og god cognac.

Niels skulle skære for, men gik ikke efter struben på kagemand, men valgte at skære nogle fingre af. Så slap han for dødshylet.

Maria Theessink, kaldt væk af et presserende problem, dukkede op lidt forsinket, og udbrød, som en forløsende, men også lidt grådkvalt afsked:

- Nu HAR jeg fyret dig!

Baggrunden er, at Theessink her i år var blevet fejlciteret i pressen for, at hun havde fyret Hausgaard. Mens sandheden er, at Hausgaard selv ikke ville mere.

Men stillede op til en sidste afsluttende farvelsamtale her i år.

Så fik Maria et varmt trøstende knus af Hausgaard. Der blev sagt tak og skål, mens en mere uformel snak om dengang, private oplevelser og samvær bredte sig blandt vennerne.

Vi forhalede lige så stille efter at have nydt kagemand og cognac og fik sagt farvel til Niels med et:

- Det kan være vi ses i Hundelev Brugs..

Så var det tid for et eftermiddagsgenhør med den amerikanske guitarist Erik Koskinen på Open Air scenen. Denne gang i trioformat med bas og trommer.

Fornemt vekslende mellem stilfærdige nærmest ballade-agtige sange og så fuldblods rock’n’roll med en ståltone på den elektriske guitar, du kunne skære ost med.

”Im loving you” hedder et numre, der handler om en kæreste, som gerne vil gøre det godt igen. ”You messed around and feld in love, want me to come over and spend the night”.

Vildt frådende danserock nede over tolvte bånd på guitaren.

Fede riffs, men også tid til en lille politisk kommentar om USA's aktuelle politiske situation – I’m not responsible. But I will say for sure. It will pass.

Et par sætninger, som gav god mening i et nummer som ”Working on the 4.th” – altså USA’s nationaldag – og dedikeret til alle dem, sygeplejersker med videre. Ganske almindelige working people, som her må arbejde uden overtidsbetaling, mens det øvrige amerikanske samfund holder fri.

En protestsang, der bestemt ikke blev ringere af, at de forsamlede på asfalten foran Open Air, fuldtonet sang med på refrainet – I’ll be working on the 4.th – untill I die.

Vedkommende sangtekster. Her forløst dynamisk i vekselvirkning mellem tyste tilbagelænede passager og saftig rock.

De amerikanere, de kan noget, og er altså i en liga for sig, når det gælder om at spille guitar. Opvokset med og tæt forbundet med hele den rige amerikanske bagkatalog af bluegrass, country, blues og folk

Den 42-årige Aaron Lee Tasjan havde heller ikke besvær med at skabe en fem kvarter lang fest på Open Air. Solo på scenen blot med sin akustiske guitar.

Solbriller, polkaprikket skjorte og fræk stråhat og med en stemme, du kunne drømme om selv at eje - med hulk, knæk og en uopslidelig styrke.

Han kunne holde en enkeltone så længe højt og vedvarende, at det ville gøre enhver operasanger misundelig.

Han fik selskab af Leon Majcen i et par John Prine nummer, men ellers tog han den selv derudad i numre som ”Lucindas Room” og ”Trouble With Drinking” – et ønske fra en tilhører, som løfter et håndskrevet papskilt op foran Aaron.

”Made in America” med lynhurtig fingerpicking solo, eller hvad med det slangegiftige riff i ”This Love is the Dangerous Kind”?

”Twilight Blues” og endnu en gang den fantastiske historie om den dansende 80-årige måske prostituerede, Aarons eneste tilhører til sin musikerdebut på et barjob – ”In The Memphis Rain”.

Den rablende ”12 Bar Blues”, en kort tur ned bag keyboardet i en Elton John-klingende kærlighedsballade.

Inden vi med ordene om at ”music has a powerfull magic to bring people together”, sluttede af med ”Six Dollar Blues” spillet i ufatteligt lynhurtigt men aldrig snublende, heller ikke vokalmæssigt Jerry Lee Lewis-tempo.

Kan den mand spille guitar? Kan solen skinne?

Tak for i år, Tønder.

Foto: Helle Andersen