Tætpakket Tønder

Poul Krebs, Open Air

**

Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds, Open Air

***

Suesto Stringband, Bolero

****

Kris Kristofferson Tribute, Telt 1

*****

Daniel Lanois, generalprøvekoncert, intim, Schweizerhalle

******

Tønder Festivalen har vist aldrig før været så tættere på at være totalt udsolgt. Vejret var fint. Stadigt mere blæsende, men solrigt. Og sådan må det gerne blive ved med at være, hvis det står til både festivalens små 16.000 deltagere.

De der 32 millimeter regn som vejrudsigten lover længere fremme, må gerne blæse væk. Men regnskyl var der ingen, som tænkte på, da de frivillige, linjet op på hver side, danner levende tunnel og klappende byder festivalens gæster velkommen, da indgangsslusen bliver åbnet præcis kl. 12.

Dagen åbnede med Poul Krebs med band på Open Air-scenen. Total tætpakket foran. Stemmen var lidt sprukken efter en lang festivalsæson, men vi kom godt rundt i bagkatalogen.

Du ved – for enden af regnbuen, Johnny har var lige ved at blive sindssyg, sådan nogen som os har jo brug for en kæreste. Og andet godt. Med gæsteoptræden af Annika Aakjær og Jakob Dinesen.

Solid dansk tryghedsrock til et nydelig bestået.

Efterfølgende på den store scene var et nyt svensk håb, guitarist, sanger og sangskriver Jesper Lindell der gør i den storladne amerikanske rockstil. Keyboard, orgel og el-guitar, men også med plads til akustiske numre med mundharpe, mandolin og superprise – trompet.

Det var ikke tosset at høre Joe Cocker-klassikeren ”Wrote You A Letter” i deres version. Lindell har en stærk stemme og hans amerikanske lyder som en mand opvokset med både popcorn, burger og Budweisser.

Bandet bag ham er glimrende, men melodisk bliver det en kende enstonigt. Sådan som numrene hele tiden er bygget op på samme måde. 110 procent hele tiden fokuseret på at understøtte Lindells vokal, men uden ret meget plads til ret meget andet – rent musikalsk.

Så er der anderledes originalt fut eller rettere bluegrass i sangskriveren Justin Osborne, tilbage på Tønder, som han sidst besøgte i 2019 med sit indieband Suesto. Nu er el-guitar, bas og trommer skiftet ud med violin, banjo, mandolin og kontrabas i bandet med tilføjelsen Stringband.

Osborne har sådan en nuanceret, kraftfuld stemme, der rent faktisk gør det muligt at høre hvert ord han foredrager. Det er en kvalitet i sig selv. Men bandet bag ham gynger og swinger også frydefuldt, så du ind i mellem tror, at du er til et godt gammeldags høstbal, fra dengang før der var noget som hed Trump.

Flotte vokalduetter med banjospilleren Helena Rose, herlige instrumentale dueller mellem violin og mandolin, og det hele serveret i et både delikat, detaljerigt og kiksesprødt lydbillede.

Ved aftensmadstid var det blevet tid for Kris Kristofferson hyldest. Countrysangskriveren døde i 2024 og vil være kendt for numre som “Me and Bobby McGe”’, “Help Me Make It Through the Night” og “Sunday Mornin’ Comin’ Down”

Og lad det være sagt med samme. Denne skribent har aldrig før set Telt 1været så pakket. Med hundredevis af håbefulde stående udenfor de åbne teltsider, så de dog trods alt kunne høre noget.

Tributen former sig ikke som en slags all time greatest kopinumre. Nej, her bliver gået til sangene med nyfortolkninger og nye arrangementer, der giver countryguldet en mere moderne, aktuel vedkommenhed.

Guitarist og sanger, danske Kajsa Vala lægger ud, bandet bag hypnostisk sejt og så bliver det efter tur plads til en række fremragende solister. Mike Andersen, Sebastian Wolff, som sidste øjebliksvikar for canadiske Joce Reyome.

Sidstnævnte Wolff er lige ved at sætte ild til teltdugen med sin version af den ulykkelige kærlighedsballade ”Please Don’t Tell How The Story Ends” Men også Selina Gin synger syndigt og skærebrænder klart så englene må sig forbarme.

Canadiske Ron Sexsmith gør måske ikke meget væsen af sig men hans to Kristofferson-favoritter sidder som dirrende dartpile præcis i bulls eye – ”the bigger the fool, the harder they fall”.

Så måtte deres udsendte afsted til en eksklusiv generalprøve med canadiske Daniel Lanois, 74 år, født i Hull, Québec i 1951,opvokset i Ontario  - netop som først Steen Jørgensen, men så sandelig også Kira Skov fornemt afsluttede hyldesten.

Den canadiske troldmand vil måske være mest kendt for sit arbejde som producer for navne som U2, Bob Dylan, Peter Gabriel, Emmylou Harris, Willie Nelson og Neil Young. Han benytter utallige diskrete lag af lyd og ekkoeffekter, som giver musikken en sjælden overjordisk spirituel tone.

Små 100 var vi til den ”hemmelige” intimkoncert i Tønders Kulturhus i udkanten af byen.”Welcome to the party”, lød det fra Lanois himself, hvorefter han åbnede ballet solo på scene, vokalt skiftende mellem fransk og engelsk mens han lovpriste sin Louise, den eneste ene. ”Oh Louise, I’m loosing my head”.

Efterfulgt af den drømmesmukke ”Where Will I Be” med refrainet “Oh where oh where will I be, Oh where oh when that trumpet sounds” Nu med to danske musikere, trommer og bas med sig som trio. 

Et format han elsker at spille i, betroede han os.

Jeppe Gram, trommer og Jesper Haugaard, bas. De har øvet i Tønder tirsdag og onsdag.

Lanois naturligt myndigt og selvfølgelig ”in charge”. – Take it to church, lød det, når der skulle synges kor. Kirkesmukt og spirituelt.

Ind i mellem fik vi brudstykker af Lanois livshistorie, med en fattig, alenemor, fire børn og hvordan han i to år var forelsket i en blikfløjte, penny whistle. Det eneste instrument der var råd til.

En dag blev mor opsøgt af en barmhjertig musiklærer. Er der nogen af dine børn, som er musikalske? That one! Lanois fik valget mellem trækharmonika og slide guitar, og valgte gudskelov for os det sidste.

Han spiller med en kraft og udtryk som ubesværet veksel mellem det vilde ustyrlige og ømt sårbare. På sin vintage Les Paul fra 1953, ombygget med alskens grej, som gør det muligt for Lanois at trække ekkoeffekter ud af sit gamle 1978 grej, stående bag ham. Han bruger ikke pedaler!

Han kan tordne derudad som en nådesløs Vesterhavsstorm og så dynamisk gå ned i det morgentyste, så du kan høre biernes summen over det dugvåde græs.

Skifter ubesværet ind i mellem over til pedalsteel og roser sine danske medspillere, når han får dem pisket magisk op i hans ganske særlige musikalske univers.. ”Sad Eyes”, ”Shine” hedder nogle af numrene og vi får en tordenbragende jamaicansk reggaesang transformeret til fuldblods rock’n’roll, så selveste Neil Young ville korse sig.

Inden vi lukker og slukker med en spirituel, instrumental gospel.

Sådan en koncert glemmer du aldrig.

Foto: Helle Andersen

Tønder Festival, 2026, onsdag 26. august.