Seline, Daniel og Ron

Seline Gin & The Iconics 

****

Daniel Lanois

*****

Ron Sexsmith

*****

Solskin og stadigt mere blæsende vejr holdt Tønder tør på andendagen – torsdag. Støvet føg om ørerne på os. Dog med et par dråber regn hen under aften.

Dagens første musikalske pitstop blev Seline Gin i Bolero, tidlig eftermiddag, hvor sangerinden indtog scenen med sit band The Iconics. Elguitarer, bas, trommer og keyboard.

Seline har en stemme, der kan gå så højt op, at der er risiko for at hun kilder Guds englebasser under fødderne.

Skælvende sødmefyldt var det i åbningsnummeret ”Wishing” og samtidigt krystalklart rent.

Men hun og bandet kan også sætte toneart ned og hæve tempoet, så det går over i det indie-rockende.

Den der Rickenbacker-bas kunne dæleme godt mærkes i brystbenet på den groovende ”Young and Alive”, og så gik der speedet punk rock i ”Cause We Had It All”

Dynamisk, tæt sammenspillet er Seline og co. garant for rockende, moderne pop med noget på hjerte.

Egne kompositioner, der rykker og rusker livgivende. Nummeret ”Current Girl” – var det ikke sådan det hed? -bliver serveret rent rytmisk som en tung sejtrækker.

Inden førsteguitaristen Rasmus tager over på Gibson-guitar og med slidestålet trækker lysende laserstråler ind i lydmassivet.  ”I See What You Fight For” hedder afslutningsnummeret meget passende – med vilde kor, sirenesangslydende og klar rock. Bestemt ikke et søndagsskoleband, men indierockende i deres eget unikke musikalske univers.

Daniel Lanois. Vi måtte høre den canadiske sangskriver, producer og guitarist en gang til.

Om aftenen i Telt 1, der var så proppet, at et ildebefindende blandt det tætpakkede publikum var lige ved at starte panik, inden vedkommende hurtigt blev bragt ud.

Så var det tid for den 74-årige Lanois at gentage kunststykket - den betagende intimkoncert, vi havde hørt aftenen før i Schweizerhalle.

Og der er ingen grund til at skjule det – han betog os igen med sin blanding af skånselsløs rock og kirkespirituel hymne.

En gentagelse kan være både  dybt bevægende og kraftfuld, viste det sig, og du kan godt komme til at tro en lille smule på Gud, når du hører Lanois. Hans musik ånder og bevæger sig lige så naturligt som puls og åndedræt.

Hyldest-nummeret ”Oh Louise” efterfulgt af ”Where Will I be” og indianerhymne ”Sad Eyes”, om Canadas oprindelige folk, indianere, der boede i reservater på begge sider af Grand River, hvor Lanois voksede op som ung og spillede på de lokale barer.

Vi fik ”Fire” – dedikeret til ”all the lovers in the audience”, og så kom aftenens store overraskelse. Emmylou Harris – will join us.

Hun akkompagnerede på sin store kasseguitar og sang duet med Lanois i tre numre, bl.a. i Lucinda Williams´ ”Sweet Old World”. En magisk stund, og der var fælleskor, hvor hele teltet stemte i.

Inden der gik ondt og beskidt rock’n’roll i "Ring The Alarm" – dedikeret til alle de, som lider ude i verden, plaget af krige, sult og klimaforandringer. ”Give me a ligth, when the sun is dying” lød refrainlinjen.

”Shine” selvfølgelig og en tydeligt glad og tilpas Lanois med sine to danske med- og modspillere, trommeslager Jeppe Gram og bassist Jesper Haugaard.

De to lagde en smidig rytmisk bund, som gummisko sejt svuppende på nylagt asfalt. Perfekt til Lanois skrigende mågesejlende guitar.

Nå, tid til endnu en canadier, sangskriveren Ron Sexsmith, 62 år, med sin trio i Bolero-teltet.

Sexsmith begyndte som 17 årig at spille på en lokal bar, The Lion's Tavern, i sin hjemby St. Catarines i Ontario. Han fik hurtigt tilnavnet "The One-Man Jukebox" for sin evne til at kopiere de populære numre, som publikum gerne ville høre.

Men langsomt begyndte han også at skrive og inkludere egne sange og mere original musik.

”Up The Road” hedder Ronsmiths åbningsnummer. Han synger på en gang nøgtern og tydeligt, ordene står helt tydeligt og helt distinct helt fremme i pappet.

Og det er vigtigt, når du har at gøre med en sangskriver, der har vedkommende historier at fortælle og som han gerne vil dele med os.

Han skifter ubesværet mellem mørk tenoragtig og lys sopran, ganske ubesværet og naturligt. Så enkelt og alligevel så svært at gøre. Så stemmen kan svinge mellem det sødmefyldte sprøde og det mandige mørke.

Fem kvarter får vi med Sexsmith og bandet og en imponerende rundvisning i mandens store rige bagkatalog. Numre fra ”the new album and the hits you grew up with”, som han underspillet humoristisk formuler det.

Og så er han jo også selv en glimrende, nuanceret og iderig guitarist, som aldrig, aldrig svigter melodien. Heller ikke når han sætter sig bag keyboardet. ”Brandy Alexander” hedder et af dem.

Det lyder som en kærlighedssang, men er en hyldest til Ronsmiths favorit cocktail, der ”always get me into trouble”

Små 25 numre fik vi, og et klubintimt møde med Sexsmith. Måske ikke så kendt herhjemme. 

Men en stjerne, der følte sig godt tilpas i Bolero-teltets rammer. Selv om han også på et tidspunkt sang om, at han ”never been good  to godbyes, sneak out the backdoor".

En fornem afslutning på festivalens anden dag. Og Sexsmith spiller igen i dag, i telt 1 i aften, fredag.

Foto: Helle Andersen.