Kend dig selv – i en taxi

Taxiteater - ”Taxi Drivers”

- Hej, jeg hedder Bent. Giver hånd raden rundt til de tre andre, som sidder her i foyeren på Radisson Blue Hotel, Ved Stranden, i Aalborg. De venter på en taxi. 

Ikke en ordinær minicab, men en teatertaxi kørt af skuespiller Jakob fra Teater Nordkraft. Fire passager, Mai, Henrik, Pia og mig, og en chauffør.

Vi er inviteret på en rejse rundt i Aalborgs mørke gader, skal opleve uligheden og uretfærdigheden i det velfærdssystem, der slår stadig større og skræmmende revner. Så uligheden vokser, og sammenhængskraften og forståelsen for medmennesket bryder sammen.

Det ligger underforstået i konceptet, at vi passager ikke blot sidder tavse. Men spiller med. Som os selv og byder ind, når vores flinke chauffør tar os med rundt efter at have budt på mintbolsjer.

Martin Scorsese film ”Taxi Driver” (1976) med en ung Robert DeNiro, som bevæbnet chauffør parat til at rense storbyen New York - ”some day a real rain will come and wash all this scum off the streets” – lurer måske i baghovedet.

Men Jakob har vist ikke en gun på sig, og kattevenligt spørger han, om vi nu har tillid til politikerne. Både de lokale kommunale og dem på Borgen. Fungerer det demokratiske system nu også retfærdigt?

Tjo, tja. Forskellige bud på politikerlede – ikke nødvendigvis enige kommer ud af munden på os. Samlet her i det kørende intimteater.

Den uheldige sammenblanding af magt og private kapitalinteresser, entreprenør Enggaard og havnefronten, bliver strejfet, men en formfuldendt, betonfast konklusion ender vi ikke på.

Det viser sig så undervejs at blive en styrke. En øjenåbner for os samlet her som udfordrede taxigæster. Hvor ærlig tør du være over for dig selv og de andre, når Jakob spørger og beder os tage stilling.

Til politibrutalitet, prostitution og retssystemet. Alt imens vognen snor sig rundt i novembermørket, og vi stopper hist og pist. Kører forbi politigården eller besøger et gammelt nedlagt usselt bordel.

Langsomt bliver vi udfordret til at tage personlig stilling. Spørgsmålene trænger sig på. Det er ikke et spørgsmål, om hvad der skal gøres, men hvad DU kan gøre for at forandre tingenes uorden.

Budene er mange og stritter i forskellige retninger. Er det indvandringens skyld? Nepotisme? Politikerne, som svigter? Og hvad med klimakatastrofen og Trump og Putin?

Samtidig får vi ganske personlige ting at vide om hinanden. Vores glæder og sorger. Bekymringer og det modsatte bliver delt under køreturen.

 Men vi bliver også hele tiden udfordret, drillet og småprovokeret af den veltalende cabdriver, Jakob the Taxidriver.

Hannibal prikker hele tiden til os og borer i os for at finde svar. Det er hamrende dygtigt gjort. Du glemmer, at han er skuespiller. Han bliver en ven og en fortrolig.

Der går øl i det. Vi er på bar. Nævn 10 ting, du ikke kan udstå. Er det i orden at tage tingene i egen hånd? Gribe til selvtægt. Måske bruge magt og våben. Hvor er din grænse for, hvad du vil finde dig i?

Hvor langt er du villig til at gå for at forsvare det og dem, du holder allerkærest.

Det er en slags terapi - lær dig selv bedre at kende, mens du er spærret inde i en taxi, vi bliver udsat for. Det er ikke til at vide, hvad det vil ende med. Forestillingen og oplevelsen må ændre sig fra gang til gang.

Men i denne taxi vokser fællesskabsfølelsen også. For vi lytter til hinanden, byder ind med hver vores, og uden at finde konsensus bliver der talt om og vendt og drejet både private og større emner.

Kunne du finde på at bruge en skarpladt pistol mod et andet menneske? Nogle vil og kan. Andre ikke.

Men vi får da skudt med skarpt. Lovligt.

Forestil dig et samfund, hvor alt er gået galt. Men du ved, hvad du skal gøre, og du er ikke alene. Det er fællesskabet, vi skal satse på. Fællesskabets og demokratiets styrke og dermed også muligheden for at ændre det, som netop du synes, er gået helt galt.

En ting blev vi, Mai, Pia, Henrik og jeg, enige om, da vi stod tilbage på fortovet efter små tre timers taxiteater.

Det var længe siden, at vi havde delt så personlige ting og snakket politik på den måde. Med mennesker vi aldrig før havde mødt. Og som vi ikke nødvendigvis nogensinde bliver enige med.

Men vi havde hørt hinanden. Det er altid en styrke..

Foto: Martin Høyer Poulsen og private mobil.