Teater - ”Elektra”
Et ambitiøst stykke. Visuelt flot, fascinerende spillet, men også krævende.
Det skader ikke at have styr på de græske tragedier og den trojanske krig. For vi dykker midt ned i ulykken hjemme i templet hos den græske krigshelt Agamemnon, der på vej til Troja ofrede sin datter Ifigenia.
For rent bogstaveligt at få vind i sejlene og komme videre.
Det blodoffer til guderne tilgiver hans hustru Klytaimnestra (Camilla Gjelstrup) ham ikke. Hjemvendt mange år senere bliver han myrdet af hende og hendes elsker Aigisthos.
Datteren Elektra (Amalie Drud Abildgaard) pønser og tænker kun på at hævne sin far og håber, at lillebror Orestes (Adam Schmidt) snart vil vende hjem fra landflygtighed og hjælpe hende med at dræbe mor.
Ved sin side har hun også søster Chrysothemis (Bollette Nørregaard Bang).Men hun er ikke til megen hjælp, men har bøjet nakken og affundet sig med mor og papfars ugerning – mordet på hendes egen far.
Åbningsscenen folder sig ud med magisk mystik. Seks spøgelsesagtige figurer står indhyldet på scenen. Udformet som et græsk blåtonet tempel. Truende dronemusik danner baggrund og midt på scenen skjult i morgentågens dis er der et klart kildevæld.
En hvidklædt, smuk kvinde – Klytaimnestra, finder vi ud af - åbenbarer sig i den smalle dørport ind til scenen, og hun bader nydelsesfuld i det boblede vand. Inden den sortklædte Elektra pludselig truende står der og overtager rummet.
Ikke bare fysisk men også verbalt ordrigt, mens hun giver udtryk for sin ubærlige smerte ved at se mor og hendes morderiske elsker overtage alt det, som engang var hendes elskede fars. Ildstedet, herskerscepteret og ikke mindst sengelejet.
Det handler om hævn for enhver pris. Hadets vanvid har overtaget hver en fiber, hvert et sekund og hver en tanke i Elektras liv. Bare det at leve og trække vejret er forvandlet til ren, ubærlig smerte.
Amalie Drud Abildgaard spiller Elektra med frygtindgydende furiestyrke. Skræmmende og uimodtagelig for kompromis. Hvad enten de kommer fra mor eller søster Chrysothemis.
En imponerende kraftpræstation. Hun er det uomgængelige dynamiske omdrejningspunkt i den halvanden time, som forestillingen varer. Truende, insisterende og ikke til sinds at opgive sit forehavende.
Camilla Gjelstrup er mor, der ganske forståeligt har hævnet drabet på en datter. Hun fortryder ikke og hviler trygt i sin nye tilværelse. Åbningsscenen med morgenbadet illustrerer nærmest symbolsk hendes selvtilfredse ubekymrede luksusliv.
Søster Chrysothemis er også fint spillet af Bollette Nørregaard Bang. I puffet hvid kjole en fornuftig besindig stemme, der prøver at dæmme op for søsters hadefulde vanvid.
Scenografien er rent ud betagende. Templet med det græske kor stående omkring Elektra, der i ordløs sang udtrykker hendes klage og smerte. Eller i kor gentager hendes replikker. Lyssætningen som veksler understøttende elegant – også i adgangsdøren bagerst.
Men også den boblende kilde, som efter søstrenes fælles forbandelse af mor, går over sine bredder, så scenegulvet forvandler sig til et truende, glat vandbassin,
De store græske tragediedigtere har tolket myten lidt forskelligt. Aischylos, Sofokles og Euripides, hedder de. I Euripides version deltager Elektra selv i mordet på mor.
Forestillingen bygger på den canadiske digter Anne Carsons nyoversættelse. Hun er netop hædret med Nobelprisen i litteratur 2026. Carson bygger sin nytolkning på Sofokles, hvor den ubønhørlige psykologi står stærkest.
Det er stærkt og smertefuldt teater. Stærkt kvindestykke med en mor-datter konflikt, som er til at føle på og forstå. Men også vældigt ordrigt og kompliceret, så det er med at følge opmærksomt med.
Skarpt tegnet, grusomt og uafvendeligt fremadskridende. En hævn og mordspiral, som det synes umuligt at bryde. Og da forløsningen kommer – hvis man kan kalde den det – sidder vi publikum tilbage med en underlig splittet erkendelse.
En udefinerbar følelse. Var det nu den rigtige løsning? Var det virkelig det, der skulle til for at gøre Elektra til et helt menneske igen?
Var det en retfærdig hævn?
Foto: Rumle Skafte
Elektra, premiere, 19. november, Aalborg Teater, lille scene.
Elektra
- Forfatter: Sofokles
- Baseret på ny version af Anne Carson
- Bearbejdelse og instruktion: Anastasia Holst Nørlund
- Scenograf og kostumedesigner: Frederikke Dalum
- Koreograf: Mark Philip
- Lysdesigner: Kasper Daugberg
- Lyddesigner: Kristian Berg
- Dramaturg. Jens Chr. Lauenstein Led
- Medvirkende: Elektra: Amalie Drud Abildgaard, Klytaimnestra: Camilla Gjelstrup, Chrysothemis: Bollette Nørregaard Bang, Orestes:Adam Schmidt.
- Kor: Elina Winther Jørgensen, Frederikke Victoria Petersen, Gry Birgitte Karmisholt, Laura Flora Søndergård Olesen, Magdalini Meristoudi
- Spilleperiode: 19. november – 19. december.
- Varighed: Ca. halvanden time uden pause.
