Hestenes dronning, Katja

Teater - ”En plads i manegen”

Det her er faktisk ikke rigtig teater. Sådan i traditionel forstand. Men det er dæleme rigtig godt.

Hvad har heste og teater med hinanden at gøre, kan du spørge. Faktisk en hel del finder du af, når du går ind og ser den her forestilling.

For den kombinerer ganske uforudsigeligt og charmerende film, ordløse optrin og fornem hestedressur i en ganske unik forestilling.

Du ved ikke rigtig, hvad der venter dig, når du sætter dig til rette og kigger ned på den savsmuldsdækkede manege i Vendsyssel Teater. Med tre hvide heste gående der bagved i folden.

Med store lærreder cirkulerende rundt som en langsom snurretop langs manegens kant, hvor filmens billeder indimellem bliver projiceret op.

Jeg skal ikke gøre mig til at have hesteforstand. Faktisk er jeg lidt ræd for heste. For de kan modsat køer straks mærke, hvis man er lidt bange for dem, og så prøver de at dominere dig.

Måske er det også derfor, at jeg til sidst blev ganske betaget af cirkusprinsesse – nej undskyld hestedronning Katja Schumanns elegante, nærmeste hestehviskede greb om sine heste. Men uden dokumentarfilmen ”En plads i manegen”, instrueret af Anne Svejgård Lund, Dune Productions, havde der ikke været nogen teaterforestillingen.

Det er nemlig filmen, som udgør kernen og omdrejningspunktet for den forestilling, vi overværer her og nu i teatret.

Her møder vi Katja, 76 år, hjemme i Løkken på sin cirkusgård, hvor hun træner sin heste og optræder med dem. Hun er vant til at rejse rundt i og med cirkus, femte generation i cirkusdynastiet Schumann. Også dengang nød hun at dyrke sine egne tomater, og de kom op i badekarret, når cirkus rykkede videre.

Nu har hun slået sig ned her og er med sine egne ligefremme og ærlige ord  - ”ikke helt klar til at blive arkiveret og gå i glemmebogen”. Hun føler et behov for at give sin viden og kunnen om heste videre.

Så er det heldigt, at den unge gymnasieelev Liv kommer ind i hendes liv og måske kunne blive Katjas arvtager. Selv om hestedronning Schumann er ganske skeptisk i begyndelsen – også fordi hun ikke selv ejer særlig mange pædagogiske evner.

Og når hun skal forklare Liv, hvad og hvordan hun skal træde i karakter overfor de firbenede umuliusser, når Liv træner, foregår det ofte i knappe beskeder. Ikke altid lige forståelige.

Langsomt får vi foldet et portræt af Katja Schumann ud, hendes livshistorie, samtidig med at vi følger mellem hende og Livs anstrengelser med hestene.

Filmen danner baggrund og ramme, og i selve manegen optræder de så begge to. Kostumer daler ned fra loftet og bliver præsenteret. Katja og Liv kigger i en gammel kuffert med rekvisitter eller ser gamle VHS bånd på tv. På den måde får scener fra filmen aktuelt nærvær og tilstedeværelse her og nu i teatret, hvor vi sidder.

Det er godt tænkt og elegant udført både i scenografi, lyd og lysdesign. Filmen er resultatet af seks års indsigtsfulde optagelser af Katja Schumann – hjemme i Løkken, på besøg hos sine børn i Florida og i maneger ude i Europa.

Efter første akt og pausen på 20 minutter kommer der for alvor heste  i anden akt. De ofte ordløse optrin får perspektiv og dybde, efterhånden som venskab og respekt vokser og folder sig ud mellem Katja og Liv. Også når de drager ud i den verden for at opleve hestedressur på internationalt højt plan. 

Og så bliver du da blæst helt bagover i afslutningsnummeret, hvor Katja Schumann dropper staldtøjets ternede skjorte og brune bukser for at indtage manegen kjoleklædt med sine tre hvide heste i elegant piruetsnurrende dressur.

En forestilling om et langt liv for og med cirkus, der havde sine omkostninger for den dedikerede Schumann, som ikke kunne forestille sig andet i sit liv – end heste og cirkus.

Foto: Cathrine Ertmann