Bedrevidende

Teater - ”Eramus Montanus”

Sådan har vi ikke oplevet Holberg før. Rask går det i vittigt, letbenet elegant tempo med rigtig meget til eftertanken. 

Komisk på en måde, som selv den store komediediger Ludvig Holberg (1684 -1754) ville have nikket bifaldende og anerkendende til. Selv om rigtig meget her er ”lavet om”. Eller rettere moderniseret, så vor tids alvorlige problemer og udfordringer også får lov til at få plads i stykket.

Titte ind gennem uforudsigelige sprækker, så en pludselig dåseøl i Per Degns hånd signalerer, at Holbergs klassiske stykke med den påståelige, bedrevidende nar, Erasmus Montanus nu også får plads til klimaforandringer, landbrugskrise og krig.

Men ellers lægger stykket ud i nærmest forventelig tryg stil, med far Jeppe (Jakob Højlev Jørgensen) og mor Nille (Nanna Buhl Andersen) på den bindingsværksblå scene. Skønt hvad er det for en pludselig truende dronelyd fra oven af?

Men,,, Ja. De har modtaget brev fra deres Københavner-studerende søn, Erasmus Montanus (Jeppe Ellegaard Marling). På latin. Derfor skal de have hjælp af Per Degn (Mogens Rex) til ret at forstå, hvad sønnen nu skriver.

Han kan da sin latin, ved de. Og er ganske imponeret. Som han dog kan. Mens vi nede i salen finder den gode degns rablende latinsmøre ganske grinagtig. Den gode degn har da godt nok fået rectum (endetarmen – red.) galt i halsen.

Allerede her tidligt i stykket brillerer Mogens Rex i rollen, oppustet indbilsk, ufrivilligt komisk udleverende sig selv, stilsikkert spillet. Men vent nu bare – for ind på scenen træder snart den mest indbildske, mega-overkloge Erasmus.

Så selvsikker, ulideligt overbevist om egen ufejlbarlige viden – at det næsten ikke er til at holde ud. Jovist, kan han trylle mor Nille om til en sten – ”en sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten”

Men hvad skal de snusfornuftige bønder og mor Nille dog bruge sådan en falsk følgeslutning til ? 

Langt værre bliver det dog, da ridefogden Jesper (Anders Budde) - i øvrigt også dynamisk kommunaldirektør i smart jakkesæt og blanke sko - kommer på besøg og snart er i heftig disputs med den hjemvendte Erasmus.

Anders Budde spiller ham råbende, overbevisende højreradikal, som en teflonpande, der ikke lader noget som helst - end ikke fornuft - ryste hans betonfaste overbevisning om, hvordan verden hænger sammen.

Jorden er flad, mener ridefogeden. Men Erasmus naturligvis forsvarer det modsatte - jorden er rund. 

Solsystemet er at opfatte som kugler, der roterer omkring hinanden. Og i øvrigt er den runde jordklode plaget af krige, klimaforandringer, sult og nød.

Se. sådanne påstande har ikke gang på jorden hos ”uoplyste bonderøve”, som Erasmus til stadighed kalder både sin bror, forældre og alle de andre fra sin hjemstavn.

Den virkelige alvorlige prøve kommer, da hans kommende svigerfar Jeronimus (Jens Gotthelf) – kolerisk hjemmeværnsmand, hidsigt spillet - bliver præsenteret for dette forvrøvlede sludder - det må være ”Fanden selv eller en kommunist, som har fundet på det”.

Så nu må Erasmus vinke farvel til sin elskede og ganske kærlighedshungrende Lisbed (Julie Bunimowicz). For han kan ikke få sig selv til at sige det – jorden er flad.

I anden akt trænger vor egen verden sig på. Pludselig er der lygtepæle og gaffeltruck på scenen, og det truende lydtapetet fra oven viser sig at være en blinkende drone.

Danmark er i krig og i stedet for straffende stokkeslag, bliver den vesteklædte student nu indrullet – eller rettere - narret ind i militæret. For Danmark er i krig.

Langt hen af vejen ligger publikums sympati hos de ”uoplyste” bønder, selv om vi godt ved, at jorden er rund. Selv om vi også godt forstår Erasmus’s snusfornuftige bror, Jakob (Østen Borre Simonsen), der ikke har noget imod at indrømme, at jorden er flad. Blot han får en romkugle for at sige det.

Erasmus bliver spillet så forblændet af sin egen klogskab, at han glemmer, at viden og uddannelse også forpligter.

Erasmus anvender sin viden forfængeligt og selvoptaget. Udelukkende for at være den klogeste. Derfor er det på en måde i orden, at han til sidst må give op – offer for ganske ufine metoder.

Men vi sidder også utilpasse tilbage med en besk erkendelse. Erasmus er jo et menneske, der har skaffet sig viden og indsigt.

Skønt selvindbildsk bedrevidende - har han jo ret. Men han passer ikke længere ind i den sociale orden. I det bondesamfund, han kommer fra.

Så enten må han finde sig i at blive udstødt eller bøje sig for uforstanden.

Elegant, tempofyldt, overraskende og vedkommende satire. Der også rammer tidens aktuelle konflikter, som en sylespids laksko i røven på en myg,

Foto: Rumle Skafte

”Erasmus Montanus”, premiere, Aalborg Teater, Store Scene, torsdag 3. september.