Skip to main content
Teater

Jorden rundt på 2 timer

Teater -”Jorden rundt på 80 dage”

Hu hej, hvor det går. Det er flot og funktionelt teater med noget at komme efter både for børn og barnlige voksne.

Den engelske gentleman Phileas Fogg (William Halken) lever sit liv med en præcision og regelmæssighed, der vil gøre et schweizisk urværk syg af sekund--misundelse.Jorden rundt i 80 dage. g.jpg

Det kan derfor ikke undre, at hans trofaste kammertjener bliver fyret, da han en dag ikke rammer morgenteen med de 97 grader, som Fogg foretrækker.

Gudsketak og lov dukker der hurtigt en fransk afløser op, Passepartout (Lars Topp Thomsen) – en tidligere cirkusakrobat, som glæder sig til at få lidt ro, fred og regelmæssighed i sit liv.

Men nej. Knapt er Passepartout tiltrådt, før Phileas dukker op efter at have indgået et dristigt væddemål i klubben med sine faste whistspillere. Han satser uden tøven på, at han kan rejse jorden rundt på 80 dage. Og vædder 20.000 pund.

Så er vi i gang med den franske forfatter Jules Vernes eventurlige fortælling ”Jorden rundt i 80 dage” – først udgivet på fransk i 1872, ”Le tour du monde en quatre-vings jours”. Et værk, som hører til blandt børnelitteraturens klassikere.Jorden rundt i 80 dage. b.jpg

Spørgsmålet er om det kan fange nutidens moderne børn og unge, der er vant til højt tempo, mobiltelefoner og computerspil, som blander middelalder, science fiction og aktiv klikdeltagelse.

Vi er jo tilbage i en tid med damplokomotiver og luftballoner, og gad nu vide om den slags stadig er interessant og spændende.

Men efter de indledende gentagne scener med Fogg, der laver morgengymnastik, drikker te, giver tiggeren en skilling og køber en blomst til knaphullet, kommer der i den grad tempo på

Scenen bliver løbende forvandlet, når store fornemt udarbejdede kulisser bliver slæbt ind, og skuespillerne pludselig befinder sig på et bølgende hav, stående på et stort dampskib. Eller tøffer afsted på vej gennem Indien for pludselig at mangle 80 kilometer skinner.Jorden rundt i 80 dage. h.jpg

Hvad gør man så? Du køber da en elefant, så rejsen kan fortsætte.

Det er en ganske genial og funktionel scenografi, som hele tiden både overrasker og skaber nye rammer for fortællingen. Læg hertil fornem lyssætning og ikke mindst en lydside, der understreger både handlingen og geografiske lokaliteter.

Så selvfølgelig er der Sinatra-underlægning, når vi når til New York, og Beatles-riffet fra ”Come Together”, når vi lander i Liverpool.

De gode slagsmål og opgørs scener – ind i mellem i slow motion - får også selskab af passende smask og knock out lyde. Og det er ren børnefryd at opleve.Jorden rundt i 80 dage. f.jpg

Jeg er ikke sikker på, at nutidens børn ved, hvad et skalkeskjul er – altså en slyngel. som den luskede detektiv Fix (Østen Borre Simonsen), der dækker sine virkelige hensigter.

Han mistænker nemlig Fogg for at være undsluppen bankrøver og vil gøre sit yderste for at få ham anholdt.

Men pyt med det. Børnene ved premieren havde godt fat i den overordnede historie og fanger fint blandingen af tidspres, og ikke mindst tjener Passepartouts vekslen mellem naivitet, komik og beslutsom slåen på tæven.

Fint og overbevisende spillet af Lars Topp Thomsen, men også William Halken gør det nydeligt som lige vel velpresset gentleman, der langsomt bliver tøet op den indiske prinsesse Aouda (Amalie B. Abildgaard), han redder fra enkemandens ligbål.Jorden rundt i 80 dage. i.jpg

Abildgaard er skøn i indisk kostume, men kunne måske godt få plads til mere lidenskab og dertil hørende replikker i sin omgang med det reserverede urværk, Fogg. 

Voksentonen dominerer ind i mellem, men der skal jo også være noget for de stakkels voksne, der ikke er tilfredse med falden-på-halen komik.

Her er godt ensemblespil, fornem lys og lyd, overraskende og farverige fantasifulde kulisser ud og ind på scenen og især i anden akt fandt tempo og karakterspillet hinanden i et godt flow.

Det er ikke så ringe endda at komme jorden rundt på to timer. Ovenikøbet med en 20 minutters pause. En forestilling til et stort og vellykket bestået med pil op ad.

Foto: Rumle Skafte

”Jorden rundt på 80 dage”

Premiere, Aalborg Teater, Store Scene, lørdag 15. november.

Teater

  • "Jorden rundt på 80 dage”
  • Forfatter: Jules Verne
  • Oversættelse: Karen-Maria Bille
  • Dramatisering: Laura Eason
  • Instruktør: Rasmus Ask
  • Scenograf: Christian Albrechtsen
  • Lysdesigner: Kasper Daugberg
  • Lyddesigner: Kristian Berg
  • Medvirkende: William Halken, Lars Topp Thomsen, Amalie D. Abildgaard, Mogens Rex, Clara Josephine Manley, Jørgen W. Larsen, Østen Borre Simonsen, Steffen Berenthz Eriksen, Kaspar Kassimir.
  • Spilleperiode 15. november – 23. december.

.

.

.

.