Veninder i lyst og nød

Teater - ”Min geniale veninde”

En usædvanlig publikumsopbygning. Teaterstolene er drejet, og vi sidder og kigger på en stor afskallet og rosafarvet væg, som løber lang, langt derind i baggrundsmørket. 

En balkon, en trappe. Et par døre. Og på gangen foran kommer skuespillere løbende, forstår vi.

Så går stykket i gang. Vi er nede på bunden af det italienske klassesamfund, i Napoli, 1952, hvor vi møder de to legende piger, Lenù (Bolette Nørregaard Bang) og Lila (Hanin Georgis).

Venskabet bliver hurtigt cementeret, da de begiver sig ned i den skumle kælder for at redde deres dukker fra en skæbne værre end døden.

Så skriver vi pludselig 1958 – helt bogstaveligt skrevet med kridt på væggen, og sådan hopper stykket i tid og sted, mens vi følger de to veninder. Ikke bare barndom, ungdom, ægteskab og skilsmisse, men også deres personlige kamp for at få et bedre liv. Helt frem til vore dage.

Deres livshistorie snor sig afsted, og det er med at følge godt med, mens det fyger med italienske navne og familier, der både elsker og hader hinanden med sand italiensk lidenskab.

Her bliver spillet til af hele ensemblet, både farverigt og folkeligt, sine steder skåret ud i næsten overtydelige tykke skiver med godt med lidenskab og pesto på. Og med smukt koreograferede danseoptrin undervejs.

Vi er i mafiakriminelt proletarland, hvor øretæver og vold hører til dagligdagen, og hvor de to læseglade piger hver på deres måde kæmper mod den patriarkalske dumhed og uforstand. 

De ved nemlig godt begge to, at uddannelse er vejen ud af og væk fra fattigdom og undertrykkelse.

Men Lilas skomagerfamilie har ikke råd til at lade hende læse, mens Lenùs bestemte mor, Immacolata (Marie Knudsen Fogh) modvilligt siger ja. Men så skal Lenù saftsuseme også høre til i toppen blandt de allerbedste.

Og der er Lila lige de der mulehår bedre og mere intelligent.

De to bærende kvinderoller gør det på hver sin måde godt i skildringen af det indbyrdes venskab og magtforhold.

Hanin Georgis som oprørsk drengepige, vild og grov i mund, brænder i den grad igennem, men også Bolette Nørregaard Bang har godt fat i sin rolle, som den lidt kuede og forsigtige. Hun som så alligevel bliver en succes, akademiker og forfatter, der skriver om sin opvækst og sin veninde.

Så magtforholdet og deres venskabs balance bliver ændret og er under konstant forandring. Fra intim betroelse og nærhed til flammende had og afvisende kulde.

Begge ender på hver deres måde i ulykkelige ægteskaber, med voldelige, utro eller selvoptagede mænd, mens vi parallelt får foldet Italiens blodige og skæbnetunge historie ud – mafiakorruption, 68-oprøret med studentersolidaritet med arbejderklassen, fascister og røde brigader.

Lila kæmpende på bunden af samfundet, som slagteriarbejder, mens Lenù fortvivlet desperat prøver både at være god mor og husmor og samtidig få skrevet – mens hendes umulige ægtemand Pietro (Peter Flyvholm) fordyber sig i egne akademiske skriblerier.

Det er krævende forestilling. Både for skuespillerne, men også for publikum.

Men det holder langt hen ad vejen rigtig godt.

 I fin balance mellem det folkelige, med bramfri humor, der så ganske uventet og desto mere skræmmende og alvorligt pludselig river masken af kvindeundertrykkelsens iboende modbydelighed.

- Se nu, hvad du fik mig til. Lyder det, efter at Lila er blevet voldtaget.

Det vil bestemt være nemmere at følge med, hvis du har læst italienske Ferrantes bøger på forhånd. Lige som skildringen af Lenùs skilsmisse bliver lige vel langtrukken omstændig. 

Men det er godt teater. Vedkommende og underholdende. Om skotøj og litteratur, om patriarkalsk uforstand og trodsig kvindestyrke, mens kvindevenskabet snor sig som den bærende røde tråd gennem forestillingen.

Lydsiden er fremragende og holder fast i tidshistorien med sine skift mellem banal italiensk pop, Little Richards ”God Golly Miss Molly”, Dean Martin og fuldtonet opera.

Lyssætningen sender ofte store slagskygger op på væggen, når skuespillerne bevæger sig bagud eller frem.

Det er med til at understrege den afmægtighed og frygt, der præger Napoli-kvarteret. Hvor din egen tryghed er tæt forbundet med underkastelse og ydmyghed over for dem, der er de stærke og bestemmende.

Ensemblet gør det glimrende med pil opad. De mange og hurtige rolleskift må kræve deres – rapt at skulle skifte fra truende mafiabølle til forsigtig akademikermand. Eller være intrigant selvtilfreds rappenskralde efter før at være pølsebegejstret og sensuelt indladende badenymfe.

- Jeg kan ikke få nok af den pølse.

Fire akter, spillet i løbet af syv timer med indbyggede pauser, baseret på Elena Ferrantes Napoli-kvartet, altså fire bøger, med et samlet sidetal på små 2000. En kolossal og krævende udfordring.

Men her forvandlet til levende, medrivende teater i en overbevisende kraftpræstation. Med frigørende kvindepolitisk sigte – for mændene i stykket – de er faktisk mest nogle undertrykkende svin.

Foto: Rumle Skafte og Steffen Aarfing