Verden blev til …

Teater - ”Mythos”

Verden blev til.

Læg mærke til datidsformen. Blev. For det var og er sådan Teater Nordkraft gør i deres nye premierestykke ”Mythos”. Genskaber verdens tilblivelse. I en total anderledes og uforudsigelig genfortælling af de græske myters historier og deres betydning i dag.

Tag nu bare åbningsscenen, hvor vi sagesløse publikummer træder ind på scenen i et spøgelsesagtigt søjletempel. Månebelyst. Spindelsvævsagtige lysekroner over vores hoveder, hyldet i tørisrøg.

Tiden er slet ikke opstået endnu. Og fra løbegangen over os bliver der proklameret, at ”al udvikling kommer fra modstand”. Vi er i kaos. Det kaos, som grækerne troede på var forudsætningen for verdens skabelse – og ikke big bang-teorien.

Så er de første trædesten lagt ud til en forestilling, hvor guden Zeus (Troels Kortegaard Ullerrup) sammen med sin titan-makker Prometheus (Jacob Hannibal) går gang med at få sammensat Olympen.

Altså få valgt de 12 guder, som skal skabe orden, regler og fornuftig sammenhængskraft i den verden, de er sat til at styre og bestemme over.

På sidelinjen som medbestemmende har vi også Hera (Laura Kold) en sand, spruttende vulkanhustru, der nok ved, hvordan hun skal give sin elskovsliderlige Zeus kam til håret. Eller dæmpe med et solidt knusegreb om nosserne.

Det er en forestilling, som ikke holder igen på virkemidlerne.

Et sandt sansebombardement i den overdådige scenografi. 

Drønende guitarbrøl, stroboskoplys og flimrende konfetti. 

Publikumsinddragelse – som jo er et af instruktør Minna Johannessons efterhånden ofte afprøvede, velfungerende tiltag – er her dristigt presset helt op under loftet.

På scenen er 13 pladser reserveret til dem, som har lyst til for alvor selv at lege med i stykket. Du beder bare om at få sceneplads, når du bestiller billet, og du er så garanteret en helt anderledes oplevelse, end os der sidder bænket på rækkerne.

Så du kan ende som guddommelige deltager i løjerne, i gudeskikkelse som Athena, Ares, Poseidon, og hvad de nu alle sammen hedder.

Udvælgelsen er præget af megen elskov og lir.

For vores guder er bestemt ikke nøjeregnende trøvetrillere, men nægter sig ikke noget, hvad angår kødeligt begær. Og er ligeglade om det er drenge eller piger, som giver uro i jernet.

Ud over de ovennævnte guder møder du også Hades, spillet af en voldsom aktiv og dynamisk Thomas Nielsen i topform, Afrodite, en lysten, gadepigefræk Jonathan Stahlschmidt, og Pandora, i form af den ulydige, skæbne-nedtyngede Minna Flyvholm.

Alle spiller med en energi, et tempo og et tryk, som indimellem formeligt trykker os tilbage i sæderne. Det kan være svært at følge med, hvis du ikke kender din mytologi og gudernes særkende på fingrene. For der er jo en hel underskov af dem. Foruden dem vi lige har nævnt som hovedfigurer.

Musik er der selvfølgelig – guden Dionysos er også musiker Martin Ullitsdahl, der selv deltager med sin elguitar, men selvfølgelig skal vi også høre ”Wind of Change” med Scorpions, når Zeus og Hera holder bryllup. 

Det kan ind i mellem blive helt tegneserieagtigt i sin vekselvirkning mellem højstemt patos og lavkomik, men netop skiftet mellem lav og høj sprogtone giver masser af energi og uventet poesi til spillet.

Det er også unikt og modigt at blande professionelle skuespillere med amatører – publikumsdeltagere. Det giver uventet modspil og her og nu improvisation og dertil hørende overrumplende resultater.

Gudernes alt for menneskelige opførsel - hor, svigt, krig, utroskab, venskab og fjendskab -  begynder for alvor at true jorden og menneskene med undergang i anden akt.

Prometheus har jo stjålet ilden til menneskene. Kan han gøre det ustraffet, og hvad nu med Pandora – kan hun lade være med at åbne krukken med ”hemmeligheder”? Sådan som hun lover Zeus.  

I anden akt bliver der sat tykke streger under udsagnet – ”magtudnyttelse uden ydmyghed fører til undergang”. Samtidig lægger stykket åbne udviklingsmuligheder ud i anden akt. Skal Hera tilgive sin Zeus? Skal det sorte eller røde brev læses højt?

Alt efter, hvad der bliver valgt, vil stykket skifte kurs. Tilgivelse og håb ligger dybt indarbejdet i anden akt, og på den måde bliver dets problematikker også ganske højaktuelle og kommer tæt på os.

I den moderne verden og virkelighed.

Det er en stor mytologisk fortælling bagt ned til tre timer, med 20 minutters pause. Kulørt, kraftfuldt og kreativt ustyrligt, en balancegang mellem det alvorlige og det fjollede, men med et kolossalt nærvær og intensitet.

Foto: Martin Høyer Poulsen.

”Mythos”, Teater Nordkraft, Aalborg, premiere, 28. februar.

Spilleperiode: 28. februar – 17. April.