Vidnesbyrd fra Ukraine

Teater - ”Ukrainske kvinder”

Seks ukrainske kvinder i alderen 35 til 72 år, som nu bor her i Aalborg. Flygtet fra krigen og Ruslands invasion af Ukraine.

Kan man lave teater ud af det?

Ja da – for de seks kvinder gør det nærværende og bevægende, når de helt enkelt og personligt fortæller, om hvordan de oplevede at flygte til et andet land.

Svitlana Bobko, 58, Julia Chorna, 35, Inna Hovorun, 43, Maiia Parfentieva, 51, Olena Ushakova, 72, Svitlana Yavorska-Horpyniuk, 42. Alle seks bor nu her i det nordjyske og flygtede fra den russiske invasion i februar 2022.

Scenografien er ganske enkel. Et langbord dugdækket, en række stole rundt langs væggen. Et aflangt sort lærred til projicering af tekst. For det meste af kvindernes oplevelser bliver fortalt på ukrainsk og derefter oversat og blæst op, så vi kan læse og forstå.

Forstå det ubegribelige. Hvordan krigens ubarmhjertige vanvid skånselsløst kan vende op og ned på alting, så du hurtigst muligt må pakke det allermest nødvendige og forlade dit hjem,

Og hvad er nu vigtigst? Udover pas, lidt tøj og mad – er det fotografierne på væggen?  Hvad skal du vælge?

Det er dokumentation i øjenhøjde, du her oplever. Tæt på. Personligt. Kvinderne i stykket får en stemme og taler ud fra hver deres personlige oplevelse.

Hvordan det er at opleve luftalarmen første gang. Lyden af et missil, som smadrer en boligblok. Synet af bondegård med køer sprængt til ukendelighed og spredt ud over landskabet.

Men også hvordan, det er begynde forfra. At bygge et nyt liv op, lære et nyt sprog, få et arbejde.

Det er en kollektiv fremstilling af krigen, men båret af stærke individuelle præsentationer. Samtidig skildrer forestillingen også Ukraines historie med Hitlers besættelse, den tvivlsomme folkeafstemning, som ledte til besættelsen i Donetsk, undertrykkelsen af ukrainsk kultur og den russiske indoktrinering.

Men det er den nære skildring som rammer en. Skildringen af flugten og den efterfølgende usikkerhed, ventetiden på dokumenter og arbejdstilladelse, og når der et nyt hjemmefra – hvem er blevet ramt af luftangreb.

Hvordan det er at have en bombeapp på sin mobil, som fortæller, hvor bomberne nu vil falde. Angreb på civile, sådan som Israel nu gør det i Gaza.

Svitlana Yavorska-Horpyniuk er en af de optrædende. Har en ægtemand efterladt i Ukraine og en voksen datter Lisa, som ikke kunne finde sig til rette i det danske. Og nu er vendt tilbage til det krigshærgede land.

Min lille stjerne, som Svitlane kalder hende. Og sikke da en sangstemme den ukrainske skolelærer har. Ganske som Odessa-pædagog Julia Chorma, der dansende imponerer med sin protestsangsfortolkning.

Bankassistent Inna Hovorun tager os med til sin hjemby Vovchansk. Vi oplever den før, der blev jævnet med jorden, men Inna tror stadig, at sønnens harmonika ligger der et sted i ruinerne under deres hjem.

Som kontrast til krigens gru, vanvid og kaos, fortæller kvinderne også om, hvordan de oplevede Aalborg. Roen, lyset, at kunne gå på gaden uden at være bange og så det der mærkelige fænomen – hygge!

En ganske lun, humoristisk ukrainsk indvandrerhyldest til byen.

Men det er det hjerteskærende nærvær, den personligt bårne og selvoplevede skildring af krigens galskab, som er denne borgerscene-forestillings bankende, blødende hjerte. 

Krigen sætter sine uslettelige spor, og som det lyder et sted – ”jeg er blevet et andet menneske, mon jeg nogensinde bliver den samme som før?”

En forestilling båret af livsmod, fuld af indsigt, smerte og uafrysteligt nærvær.

Foto: Rumle Skafte