Kærlighed, tab og sorg

Teater - ”Vand til blomster”

Der er så meget godt teater i det nordjyske p.t., at man ikke kan føle sig andet end forkælet som teatergænger.

Se nu til Teater Nordkrafts nyeste premierestykke ”Vand til blomster” – en forrygende og fabulerende gendigtning af Valérie Perrins franske roman.

I hovedrollen finder du Laura Kold, som kirkegårdspasseren Violette Toussaint, mens den læderjakkeklædte sjuft til Troels Kortegaard Ullerup er hendes motorcykelkørende og evige utro ægtemand, Philippe.

Og så er der den mystiske politikommissær Julien (Thomas Nielsen), der pludselig dukker op der på kirkegården og vil have sin mors aske placeret på en ukendt mands gravsted.

Men hov, var Julien ikke en advokat i bogen.

Og sådan bliver der lige fra stykkets åbning leget med os og med bogens handling, som kun skitseagtigt danner grundlag for en både stærk og skrøbelig historie om liv og død, forelskelse og svigt, kærlighed og sorg.

Teatersalen er omdannet til en blomsterdækket kirkegård, hvor publikum er placeret på hver sin side af gravene. Stolene er beklædt med afdøde mennesker aflagte tøj, hvor der er gemt små fortællinger i lommerne.

Nutid og fortid, liv og død møder her hinanden helt konkret og er stofligt til stede. På samme måde bliver der hele tiden leget med historien, der ikke sådan lunter travagtigt, kronologisk frem, men gerne hopper veloplagt i tid og sted. 

Det giver liv og overraskende grin i handlingen, når gadedrengen Philippe pludselig får at vide af en konkurrerende bejler, at hov – ”er det ikke 25 år siden, at du kørte væk på din motorcykel, så jeg er slet ikke sikker på, at du faktisk er her”.

Nordkraftteater er også ensbetydende med publikumsinddragelse, og sådan er det selvfølgelig også her – selv om Minna Johannesson ikke har instrueret denne gang. Men overladt det til instruktør Manda Jønsson at realisere Minnas manuskript.

Det er både overraskende og gribende brugt – når Jens, Lisbeth og Birgitte pludselig bliver tildelt roller i stykket, som jo er fyldt med betydelige birollekarakterer, men her skal realiseres af blot tre skuespillere.

Laura Kold er intet mindre end forrygende i hovedrollen; et sandt kraftværk af modstridende og evigt skiftende følelser.

Fra den vanvittige altopslugende forelskelse, til magtesløs sorg, had og fortvivlelse. Det er utroligt at se og opleve, hvordan hun som en smuk abessiner kat kan skifte mellem forløsende smil og ynkelig gråd.

Rundt om hende kredser de to mandlige roller, Thomas Nielsen, som både bejler og støtte og fortæller af sin mors kærlighedshistorie, mens Troels Kortegaard Ullerup charmer løs i jeansklædt vigør.

”Vi skal lave en baby”-scenen med ham, veloplagt penisrystende og splitterfornøjet nøgen, er bare en af stykkets mange lattervækkende og forløsende scener.

De to gør det på samme måde overbevisende og komplementerer på fornemste vis Laura Kolds gribende nærvær.

For Violets datter ligger jo begravet på hendes kirkegård, og efterhånden som den flashback-prægede forestilling skrider frem, får vi baggrund og forståelse for hendes sorg og fortvivlelse.

Intenst og nærværende bevægende er det. Og med en lydside som både byder på playback af disco, Roy Orbinson og Elvis og selvfølgelig også Thomas Nielsen selv på smægtende elskovsguitar.

Det er modigt teater. Som tør lege med teatrets traditioner og underforståede konventioner. Under mottoet: ”Det kan ikke blive for meget. Det kan ikke gå galt. Men det må godt gå lidt galt”.

Det er her nærværet, uforudsigeligheden, og det umiddelbare frisk improviserede sprænger sig igennem, og giver stykket en helt anderledes rørende intensitet.

Er stykke, du bør - nej, må se.

Foto: Martin Høyer Poulsen

Teater Nordkraft, ”Vand til blomster”, premieren, 11. oktober.