Forfatterinden, som ungt menneske

Roman - Karen Bue: ”Har Ellen ikke selv et hjem”

En sjælden glasklar tekst uden dikkedarer.

Korte sætninger. Grundled forrest, men også med et bevægende præcist flow. Mens vi følger jeg-personen Ellen, som vokser op med sin tidligere, succesrige far. Brobygger i Indien.

Nu stærkt alkoholiseret med North State osende i askebægeret, mens sofabordet flyder med Bjørnebryg og Giraføl.

Ellen må klare sig og er overladt til sig selv, mens vi følger hendes kamp for at finde sin egen vej i livet. Gøre sig fri. Og første skridt bliver et pakkejob i Bilkas slagteriafdeling.

Egentlig ville Ellen hellere i tøjafdelingen, men der passer hun vist ikke rigtig ind med islandsk sweater og cowboybukser.

Vi er i 70-ernes Danmark. Under – og arbejderklassen bosat i ens trøstesløse parcelhuskvarterer eller betonlejligheder.

Karen Bue skriver lige på og nøgternt registrerende og realistisk om det, vi må forstå, har mange selvbiografiske træk. Her er ingen selvmedlidenhed eller anglen efter medfølelse i hendes debutbog.

Tingene er, som de er, også selv om det kan være svært at finde en kæreste, som man vil gå i seng med for første gang. Så skal det overstås, så man kan komme videre med livet.

Det gælder nemlig også om ikke at skille sig ud, eller få afsløret, hvor elendigt det hele er hjemme.

Teksten er præget af sej ukuelighed, mens Ellen tager sig af tøjvask, rydder op efter fars drukgilder og langsomt også finder ud af, hvad hun vil være med til. Og hvad hun bestemt ikke kan lide.

Det er sine steder ganske nådesløst i sin skildring af misbrug og mennesker, som går i opløsning. Hjulpet af usle livsvilkår og mangel på omsorg og medfølelse fra medmennesket.

Børn og unge bliver ikke regnet for noget. Alligevel er det Ellen, som holder sammen på stumperne, indtil hendes frihedstrang og modet til at ville noget andet end klassekammerater og venner får hende til at flytte til hovedstaden.

Fire øl i posen til Birgers fest, snaven og kinddans til 10CC, alt imens Ellen drømmer om det, hun skal købe for sin første løn. En cowboyjakke Et rigtigt stykke sæbe i stedet for opvaskemiddel, som hun og far bruger til det det hele.

Opvokset i blokkerne, de røde, på Lindegårdsvej i Frederikshavn, kan denne anmelder genkende tidsbilledet med Puch 3 gears, Center Pubben og privatfesterne hjemme i weekenden hos en eller anden, når forældre ikke var hjemme.

Tidsbilledet er ramt præcist, og du kommer hurtigt til at knuselske den ukuelige Ellen.

Et fint lille stykke realisme – en personlig beretning fra et Danmark, der var engang, og som stadig ligger derude.

Hvor livet leves på ganske andre betingelser, og hvor det kræver sit at bryde med den sociale arv.