Sisu, tungsind og lidt magi

Roman - Katja Kettu: "Den sandhedssøgende kat"

Det er ikke nemt at være finne. Den finske historie er ved nærmere eftersyn ligesom de fleste andre europæiske landes:

Lang, blodig, uretfærdig og så utrolig detaljemættet, at et enkelt liv slet ikke kan overkomme det hele. Men for at komme ind i denne roman er det dog nyttigt med en smule forkundskaber.

Finland er gammelt og flerkulturelt med både svenskere, lapper, finner og russere og flere til. Som nation er Finland dog ungt, for landet blev født ud af første verdenskrigs slutning. Den russiske revolution smed zaren ud, og han havde også regeret også over Finland.

Følgen blev voldsomme kampe mellem de røde og de hvide, en regulær borgerkrig, som udspillede sig i nogle hektiske måneder i 1918, men satte sig virkelig væsentlige spor i folkesjælen.

De rødes sværmeri for kommunismen holdt sig i det mindste indtil Stalins udrensninger i 1930’erne, og i den kendte Vinterkrig og fortsættelseskrigen (1939-1944) var der foruden storpolitik også ekkoer af gamle, interne stridigheder.

Dette historiske rids er en nødvendig forudsætning for at sætte pris på Katja Kettus nyligt oversatte roman om katten.

Romanen krydsklipper mellem en kvindelig forfatter i krise i nutiden, og så en familiekrønike af de mere specielle, der tager udgangspunkt i 1918 og fører de to spor helt tæt sammen til sidst.

Forfatterens krise er dobbelt. Hun vil gerne have børn, men mister dem, når de er på vej.

Denne indre krise fordobles i omgivelserne, fordi faderen til den sidst mislykkede graviditet også er chef på det forlag, der tvinger forfatteren ud i opgaver, der tærer på hendes selvtillid og integritet. Så bogen skildrer en bundvending hos en midaldrende kvinde fra den kreative klasse.

Fortidssporet er helt anderledes. Det går på et eksistensminimum i en decideret udkant, hvor vores umage heltepar Eeva og Mahte må gå deres egne veje, fordi hans gårdmandsfamilje ikke kan udstå underklassepigen, hvis afdøde eneboermor var klog kone.

Flere gange kommer den lille familie ud i store problemer; der er familiestridigheder og en afvist bejler fra den hvide fløj fortsætter sin chikane. Mahtes brødre er som han selv røde, skønt på forskellig vis.

Takket være Eevas evner som samler og hendes store viden om naturens gaver overlever de. Kærligheden i det umage par trodser alle besværlighederne, både tider med adskillelse, mangel på alting og uheld med driften af en gård på den længst ude ø tæt på grænsen til Sovjet.

Romanens kryds mellem kriseramt forfatter og udfordrede oldeforældre truer med at vælte oplevelsen for denne læser.

Flere gange tænker man ’first world problems’, når de to spor kontrasteres. Moderne rådvildhed midt i overforbruget ser unægtelig lidt forkælet ud, når forfædrene kæmper på sultens, krigens og ulykkernes rand.

Men resultatet er jo denne bog. Den krise og bundvending, som oldebarnet oplever, redes faktisk ud gennem beskæftigelsen med forfædrenes dramatiske historie.

Oldemor Eeva siger, hun skal bide sig fast og holde ud. Et ophold på den ellers forladte ø får forfatteren i sync med sig selv igen.

Hvad laver i mellemtiden katten, spørger den opmærksomme læser. Jo, katten er fortællerstemmen, en ret alvidende og allestedsnærværende iagttager af begivenhederne.

Det er katten, der har ordet, medmindre vi hører citater fra Eevas dagbog, forhørsprotokoller fra Mahtes konflikt med myndighederne eller den moderne forfatters noter til sig selv.

Katten er sat ind i rammen som en slags karmisk garant. Der opereres med et vidtløftigt apparat af udforskere fra en anden dimension, hvor katten faktisk ved en fejl både bliver kat på øen i det 20. århundrede og indekat hos forfatteren i krisens hjerte.

Katten kan på tidspunkter af forløbet faktisk kommunikere direkte med forfatteren.

Dette element virker ikke fuldt integreret, men skyldes måske stoffets store betydning. Katja Kettu skriver en roman, men er svær at skelne fra romanens forfatterskikkelse. Med katten etableres en vis distance.

Denne anmelder er ikke så begejstret for netop disse autofiktive overvejelser, for romanens familiekrønike har i sig selv kvaliteter nok til at bære en bog, og det nye indblik i et væsentligt nabolands omtumlede historie er en fin sidegevinst.

Katte, derimod, er kun karmiske per projektion.