Roman
Kristín Ómarsdóttir: "Moderkærlighed: Drømmeting"
Kristín Ómarsdóttir, f. 1962, er en markant stemme i islandsk litteratur. Hun debuterede med et stykke dramatik i 1985, og har siden skrevet romaner og lyrik, som er blevet højt værdsat. Hun blev i 2000 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
På dansk udkom for en del år siden Omstrejferen og Billie og Rafael, og nu er hun på banen med Moderkærlighed: Drømmeting, som er bind 2 i en serie om pigen Oddny, der nu er ved at blive kvinde i det islandske bondesamfund i 1878.
I en lettere forpustet indledning præsenterer Oddny sin grandkusine Paulina og søsteren Setselja samt andre skikkelser i Brødretunge på Island, herunder Herborg, som lader havet tage sig af ulyksalige årsager.
Det hele snerper snart hen mod havbade, saunagus og en stor Sankt Hans-spisning ved lange borde med rigelige serveringer og heftige ordvekslinger.
Her udfordrer Oddny konstant sig selv og de øvrige deltagere med giftige kommentarer, mens hun hele tiden spejler sig i moderen Turid, som hun samtidig prøver at frigøre sig fra.
Matriarkatet folder sig ud for fuld hammer med masser af sidehistorier om jordemødre og trolden i Blåfjeld, samt Bergtor, der ved sin død på sælsom vis efterlader sig guld i vanterne på dem, der bar.
Der er en elveragtig stemning over hele sceneriet, som kulminerer i endeløse danse, hvor Oddny, som er noget af en Langstrømpe, flittigt trakterer et langspil.
Mænd er sært fraværende, men de kommer bestemt på scenen mod slutningen, hvor beskidte færgekarle skraber i jorden og giver Oddny endnu et puf hen mod livet som fuldbefaren kvinde.
Man skal sænke paraderne, men er man først kommet ind i Kristín Ómarsdóttirs univers, må man overgive sig til den fabulerende og sprælske fortællestil.
Bagerst i bogen er der skemaer, som prøver at skabe klarhed over de brogede personrelationer i bogen.
Det lykkes ikke til fulde i det patronymiserede galleri, men ikke desto mindre er Moderkærlighed: Drømmeting en fint sanset beretning, og det kunne være spændende at følge Oddnys videre skæbne.
Hun er virkelig en gæv pige, og hvilken kvinde kan hun ikke blive til?
Roman
- Kristín Ómarsdóttir:
- ”Moderkærlighed: Drømmeting”
- Oversættelse fra islandsk: Annette Lassen efter Móðurást: DraumÞing
- 178 sider, 200 kr.,Batzer
- Er udkommet