Virrehoved-blues

Roman - Lars Saabye Christensen: ”Hr. Knapps uforrettede sager”

Måske kender du ikke ordet virrehoved. Det stammer fra den afdøde forfatter Klaus Rifbjerg (1931 – 2015), som i sine sidste år brugte ordet. Lettere opgivende og resigneret, men også altid kærligt om sig selv og ældre medmennesker.

Ordet ligger lige for at bruge, når du skal finde en samlende overskrift til norske Lars Saabye Christensens nyeste roman, ”Hr. Knapps uforrettede sager”.

Knapp bor alene i en lejlighed. En ældre herre, isoleret fra omverden, også fordi handlingen, eller rettere de begivenheder Knaap oplever, foregår under coronanedlukningen.

Så byen omkring ham, Oslo, er mennesketom og mundbind og afspritning af hænder hører til i dagligdagen.

Det er en både vemodig og befriende lattervækkende tekst om, hvordan det er at blive ældre. At nå op på kanten af oldingealderen. Sætningerne er på en gang krystalklare lysende og samtidig underfundigt undersøgende.

Så midt i vemodsgrinet kommer der pludselig en indsigt og en viden om, hvordan det nu er blive så gammel, at man rent faktisk ved, hvad en fasttelefon er for en størrelse.

Og derfor ikke behøver at få det forklaret. Det forhindrer til gengæld ikke Saabye Christensen i at kaste sig ud i længere detaljeret beskrivelse af bakkelittelefonens herligheder, drejeskive og rør, og den dybe forundring over, at den en dag er helt død.

Sådan følger vi Knapps hverdagsproblemer med den dryppende plet i loftet, den påtrængende vicevært og kampen for at få sin kæmpemæssige firmamobil opladet, så han ikke bliver helt isoleret fra verden.

Det handler om at glemme og lære at leve med det. Ikke fortiden, men det der skete for et par minutter eller fem siden.

Det er kostelig læsning, også fordi teksten hele tiden drejer og vender sig og tager sig tid til at undersøge alderdommens besværligheder. Og ganske præcist beskriver Knaaps ukuelige kamp for dog at bevare et minimum af kontrol og værdighed i sin omgang med den uforstående omverden.

Der ikke har specielt meget til overs for eller tid til at tage sig af sådant et gammelt virrehoved, der dog også stadig kan se kritisk og skarpt på sin samtid. Byen, som er tømt for ægte liv og produktivitet, og nu er blevet til ”en forlystelsespark, et gudsforladt og kunstigt levested, hvor vi bare slår tiden ihjel med penge”.

Men vi oplever også Knapps lykkestunder, pludselige og overraskende. Som i kapitlet ”Loftet”, hvor det dryppende køleskab ovenpå giver adgang til ganske uventet gæstfrihed.

”Livet er den tid, det tager at dø”, står der et sted. Hr. Knapps tid er knap, sådan som også brevet fra urologen på Universitetssygehuset fastslår.

Men pyt. Der er stadig meget at opleve, sanse og blive klogere på. Det er en bog, som du med fornøjelse kan vende tilbage til. For at genlæse sætninger og visdom formuleret af et velskrivende virrehoved, der ikke viger tilbage for at gå tæt på alderdommens forfald.

Som ikke blot er sort tristhed, men også stadig har plads til livsglæde. Lige til det sidste.