Et skæbnesvangert valg

Martin Tilrem: "Et pigebarn"

Efter Englandskrigen mistede Danmark Norge, som i stedet kom i en løs union med Sverige. Det sidste skete dog ikke uden sværdslag, men først efter en rask lille meningsløs krig mellem norske og svenske tropper i sommeren 1814.

Norske soldater blev mobiliseret og militæret drog rundt for at hverve unge hvalpe på 16-17 år i bygderne. Aslak Broch fra Raknegård meldte sig dog frivilligt og på trods af forældrenes protest – han var deres eneste barn.

Aslak var allerede en talentfuld skytte. Men det er den store, dystre hemmelighed i familien, som ingen taler om, og som han ikke kan trænge ind i, der får ham til at bryde ud af de snærende familiebånd.

Og vælge krigen og samhørigheden med andre på hans alder.

Han slår sig sammen med Mattis og Frans, et brødrepar fra en nærliggende gård, og de bliver på nul komma fem uniformeret, ekserceret og får lært at betjene en forlader, mens sekondløjtnant Homledal ihærdigt prøver at gøre livet surt for dem.

Man marcherer og retirerer, kommer i spredt skudveksling i de uendelige skovområder, og havner til sidst i svenske menneskehænder i Skotterud tæt ved grænsen til Sverige.

Lad, sigt, skyd, lad igen, lyder kommandoen, og til sidst skal bajonetterne påmonteres. Det er grumt, og til sidst bliver der kørt kister tilbage til mange bygder. 

Den rå og tragiske krigstjeneste og kammeratskabet mellem de tre unge mænd er skildret suverænt i Martin Tilrems fine roman ”Et pigebarn”.

Tilrem er født i 2000, og dette er hans bomsikre debut.

Men der er et helt andet lag i romanen, som afdækkes mellem reportagerne fra krigsskuepladsen. 

Hungersnøden var omfattende i Norge under Englandskrigen, og dagens ret – hvis der var nogen – bestod hyppigt af brød lavet af bark fra træerne. Ægteparret på Raknegård gennemlevede dette helvede, og blev tvunget til at tage nogle helt ubærlige valg.

Det er den store, grå dyne, som lægger sig skæbnesvangert over hele handlingen.

Forfatterfoto: Agnete Brun