Livet ved en øde kyst

Ida Frisch: "Sort hund"

Jeg aner ikke, hvilke antenner Batzer & Co. har sat op, men jeg ved, at de gang på gang står distancen i forhold til mange andre forlag, når det gælder om at præsentere skønlitteratur fra øverste hylde.

 Dette gør sig også gældende, når vi snakker om Ida Frisch, f. 1990, og hendes roman ”Sort hund”. 

En lille familie bor ensomt på en ø i Nordnorge. En dag går moderen til havs, og efterfølgende fortæller sønnen om tilværelsen efter den mystiske hændelse, der involverer en spøgelsesagtig sort hund.

Her er nøjsomhed og en evig døgnrytme. Man dyrker kartofler, slagter får og fanger fisk. Dag ud og dag ind. Om søndagen ror man til kirken og siger amen, amen, amen.

Totalt isoleret, men man får hjælp ved høhøsten. Da slanger storesøsteren sig i høet med en ungersvend og forsvinder snart ud af billedet – i hvert fald for en stund.

 I mange romaner bliver selv den mindste bukseknap nøje beskrevet, men Ida Frisch er anderledes sparsom med informationerne, og holder kortene tæt til kroppen.

Ikke desto mindre er man som læser fuldstændig klar over, hvordan der ser ud i det skrabede hjem på øen med det skæve lokum, laden, fårene på marken og fisken på hjeld.

De nøjsomme ordvekslinger mellem far og søn har man også helt styr på, selv om intet fremgår af teksten.

Lader man fortøjningen ligge løst, betyder det naturligvis, at det varer en stund, før turen med båden går tilbage igen. Hvorfor ofre ord på det?

Romanens messende monotoni dysser ingen læser i søvn, men holder spændingen til bristepunktet. Det er den store kunst at lade læseren selv skabe romanens scenografi, og det lykkes til fulde i denne intense, perfekte roman.

På fastlandet lokker maskinfabrikken med fast arbejde, lønningspose og kvinder, der løfter skørterne. Både drengen, der er blevet til mand, og faderen dypper forpoterne i solarolie, men kan alligevel ikke slippe tilværelsen som øfolk, og katastrofen lurer lige rundt om hjørnet. 

Ida Frisch debuterede på norsk med romanen ”Klør” i 2018 og siden kom langdigtet ”Kjære Grønland” i 2020. Med ”Sort hund” rammer hun de danske læsere – og tak for det. 

Oversættelsen er sikkert perfekt.

”Hjeld” som stativ til at tørre fisk på, findes i mange former, men pluralis ”hjelder” i stedet for ”hjelde” bryder anmelderen sig ikke om. Dog er vi her langt ude i Doktor Pernittengryns landskab.